Search

Folkemødet åbner dørene for nyt lokalt initiativ: Inviterer til debat om Bornholms rolle i verdenspolitikken

Foreningen Folkemødet inviterer til en ny og spændende serie af arrangementer målrettet lokalsamfundet på Bornholm med det nye initiativ FM365. Initiativet skydes i gang med ’FM365: Trump, Putin og Bornholm’, som finder sted tirsdag den 25. marts kl. 19-21 i Folkemødehuset i Allinge.

Et nyt initiativ for dialog og fællesskab på Bornholm
Debatmødet d. 25. marts kl. 19-21 er det første af en række arrangementer, der en del af FM365 – et nyt initiativ, der har til formål at bevare Folkemødeånden og understøtte den demokratiske samtale hele året. Gennem debatter og arrangementer sigter Foreningen Folkemødet at skabe et sted for politisk samtale - også uden for juni, hvor Folkemødet traditionelt finder sted.

”Med FM365 ønsker vi at styrke dialogen og fællesskabet om Folkemødet her på øen. Med initiativet håber vi at styrke Allinges position som et arnested for politisk refleksion, engagement og demokrati og at involvere Bornholm i den demokratiske samtale,” siger Signe Saabye Ottosen, direktør for Foreningen Folkemødet.

FM365: Trump, Putin og Bornholm
Til ’FM365: Trump, Putin og Bornholm’ kan de lokale bornholmere opleve oplæg og debat om verdens turbulente tilstand, der har været præget af usikkerhed og politiske opbrud siden Donald Trump blev valgt som præsident. For hvad betyder verdenssituationen for Danmark, Grønland, Østersøen og ikke mindst Bornholm?

I den anledning har Foreningen Folkemødet inviteret to internationale eksperter til at komme med hver deres udlægning af verdenssituationen:

Lone Wisborg var Danmarks ambassadør i Washington under Trumps første periode, hvorefter hun har haft fingeren på pulsen som Danmarks ambassadør i Nato. Efter mere end 30 års tjeneste i udenrigstjenesten er Lone Wisborg nu udenrigspolitisk rådgiver i Wisborg Advisory.

Lone Wisborg fokuserer på det udenrigspolitiske og vil i Allinge blandt andet se på, hvordan verden kommer til at se ud i løbet af de næste fire år under Trump – og hvor det stiller Europa. Hun kommer også ind på Danmarks forhold til Kina; er der muligheder for samarbejde eller må vi endegyldigt afkoble os fra den nye stormagt?

Lars Bangert Struwe har et velfunderet indblik i geopolitik og strategi baseret på omfattende erfaring fra Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Center for Militære Studier og Rigsarkivet, og han er nu sikkerhedspolitisk ekspert og direktør i Atlantsammenslutningen.

Ifølge Bangert Struwe er det centrale spørgsmål, om NATO kan overleve og ikke mindst, hvad det betyder for dansk sikkerhed. Han mener ikke, at Den Kolde Krig er tilbage, men at vi står over for en meget mere kompleks situation. ”Der er mange forskellige spændinger, der gør, at vi skal forberede os på mange og forskellige kriser de næste mange år. Her får Bornholms placering en særlig betydning,” siger Bangert Struwe.

Tilmelding er gratis og sker via dette LINK.