Folkemødets Wildcards er en mulighed for organisationer med meget på hjerte, men mindre på bankkontoen. Med Wildcards stiller Foreningen Folkemødet og en række partnere gratis eventtider i egne telte og scener til rådighed for frivillige foreninger og små organisationer, der ellers ikke ville have mulighed for at deltage på Folkemødet.
Som en del af vores ungeindsats, Ung Agenda, opfordrer vi især unge mellem 16 og 30 år til at søge.
Vi prioriterer ud fra følgende principper:
Ung Agenda: At unge mellem 16 og 30 år er drivkraft bag de søgte events.
Nye stemmer: Vi ønsker at give ordet til nye deltagere, organisationer, foreninger, personer som ellers ikke deltager med events på Folkemødet. Særligt også unge deltagere.
Mindre foreninger: Mindre foreninger og organisationer, der i høj grad er drevet af frivillige.
Flere organisationer der går sammen: De bedste ideer bliver tit til i krydsfeltet mellem flere forskellige arrangører.

