Folkemødet skal være for alle - og alle stemmer skal have mulighed for at blive hørt i den demokratiske dialog. Det er ambitionen. Derfor indgik Foreningen Folkemødet i 2023 et fem-årigt samarbejde med Bevica Fonden. Projektet har til formål at skabe et mere inkluderende og ligeværdigt Folkemøde, hvor deltagelse sker på lige vilkår uanset kropslige eller kognitive forudsætninger med henblik på at styrke det demokratiske fællesskab.
Samarbejdet tager afsæt i principperne for universelt design; idéen om, at miljøer, produkter og services skal favne så mange mennesker som muligt. På Folkemødet omsættes det blandt andet til tilgængelige installationer, tegnsprogstolkning af partiledertaler og en stillezonen for alle dem, der har brug for at trække sig tilbage og få ro til hoved og krop.
Som en del af tilgængelighedsindsatsen samarbejder Folkemødet med Solsikkeprogrammet. Her kan deltagere, der lever med et usynligt handicap eller diagnose, bære en grøn solsikkesnor som signal til omgivelserne om, at deltageren kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller støtte. Snoren udleveres gratis i Folkemødets infocenter og på Camp Ung Agenda, og er med til at skabe forståelse og respekt i mødet mellem mennesker.
