Dannelse – det er jo legende let!

Børns leg er under konstant lup, for leg er hovedingrediensen i det gode børneliv, er der bred enighed om blandt forskere og pædagoger. Der er også enighed om, at legen udvikler børn til at blive dannede skoleelever og dannede voksne. Men hvorfor skal børn altid være noget andet end børn? Og hvad sker der, når voksne altid vil blande sig i børns leg? Hvordan påvirker det børn og deres dannelse, når vi tilsætter fx kunst og kultur i legen? Bliver de gladere, klogere, mere dannede? Eller skal vi erkende, at legen i sig selv måske er nok. At legen har værdi i sig selv, når den får lov at udfolde sig blandt børnene uden, at de superdannede (og uddannede) voksne vogter på sidelinjen. Er al den indblanding i legen i virkeligheden børnenes behov?