Folkemødet ansætter produktionsansvarlig og koordinator

Foreningen Folkemødet har ansat den 52-årige Jørgen Jepsen fra Lyngby som produktionsansvarlig for Folkemødet på Bornholm, samt den 49-årige Anita Aird fra Rønne som koordinator.

Produktionsansvarlig

Som produktionsansvarlig bliver det Jørgens opgave at designe hele festivalområdet, ligesom han har den praktiske dialog med arrangører og sponsorer, og står som afviklingschef under selve Folkemødet.
 
Jørgen Jepsen kommer fra en stilling som sponsor- og eventchef hos Post Nord, og har blandt andet været ansvarlig for cykelløbet Post Danmark Rundt. Med Jørgen Jepsens mere end 25 års erfaring i at arbejde med partnerskaber, events, kommunikation og marketing ser formand for Foreningen Folkemødet Michael Valentin frem til samarbejdet: ”Jeg er glad for, at det er lykkes at sikre så erfarne kræfter til Foreningen Folkemødet. Jørgens rolle i Post Danmark Rundt giver ham stor erfaring i afviklingen af events og samarbejdet med lokale myndigheder og interessegrupper. For en så stor og vigtig event som Folkemødet er den praktiske afvikling og rammerne for deltagerne helt essentiel. Den opgave er Jørgen den helt rigtige til at løfte, fortæller Michael Valentin.”

Koordinator

Anita kommer fra et job som marketingkoordinator hos Færgen, hvor hun gennem mange år, blandt andet har koordineret sejlplaner og trafik på Rønne havn i forbindelse med afviklingen af Folkemødet. Anita har desuden været ansvarlig for juleskibets afvikling.
 
Det glæder Formand for Foreningen Folkemødet, Michael Valentin, at få endnu en bornholmer tilknyttet Folkemødet: ”Nu er vi ved at have sat holdet til de kommende år, og jeg glæder mig til at se Folkemødet udvikle sig i hænderne på dem. Anitas store erfaring med at håndtere Færgens engagement i Folkemødet og hendes netværk i det bornholmske giver hende gode forudsætninger for jobbet. Jeg tror godt, at jeg sammen med hele holdet kan love endnu et storslået Folkemøde i 2017, slutter Michael Valentin.” 

Fakta om Folkemødet

Folkemødet finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet 2017 afholdes fra 15.-18. juni.. Folkemødet 2016 trak flere gæster end nogensinde før - i gennemsnit besøgte 25.000 mennesker om dagen Folkemødebyen.

I marts 2016 besluttede kommunalbestyrelsen at udskille Folkemødet fra Bornholms Regionskommune som et led i udviklingen og konsolideringen af Folkemødet som organisation. Foreningen Folkemødet blev stiftet i april. 1. januar 2017 overgår Folkemødet rent formelt fra at være et kommunalt projekt til Foreningen Folkemødet. 

Foreningen Folkemødets bestyrelse består af: Michael Valentin (formand), Connie Hedegaard, Bruno Månsson, Mikkel Marschall, Vibe Klarup Voetmann og Winni Grosbøll (formand for Folkemødets styregruppe).