Folkemødet har fundet sin kommunikations- og programchef

Det bliver en erfaren medieprofil, der fremover skal stå i spidsen for
Folkemødets kommunikation og program. Foreningen Folkemødet har
ansat tidligere redaktør Katrine Nielsen som ny kommunikations- og
programchef.

"Jeg er utroligt glad for, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet
som Katrine Nielsen," siger Folkemødets direktør Mads Akselbo Holm.
"Katrine har et skarpt blik for Folkemødets arrangører og mange
interessenter, og den forståelse er helt afgørende for, at vi fortsat kan
udvikle Folkemødets indhold – ikke kun i uge 24, men hele året rundt.
Samtidig er Katrines kommunikative erfaring tung og 'second to none'."


Katrine Nielsen er uddannet journalist og har været redaktør på bl.a.
Politiken, Kristeligt Dagblad og Ugebrevet Mandag Morgen. Hun kommer
senest fra en stilling som kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd og
har bl.a. også været kommunikationschef på Dansk-egyptisk
Dialoginstitut i Kairo.


"Jeg er stor fan af Folkemødet og det bliver en fantastisk spændende
udfordring at få lov til at være med til at videreudvikle det, sådan at vi på
en gang passer på - og fornyer - den store succes. Folkemødet har
allerede sprængt rammerne for den demokratiske debat i Danmark, og
det skal vi blive ved med," siger Katrine Nielsen om sit nye job.


Katrine Nielsen er gift og bor i Dragør. Hun tiltræder stillingen i Allinge
den 1. december, og er nu igang med at finde et ekstra hjem på
Bornholm.


"Jeg er kommet her gennem årene, både om sommeren som gæst på
Folkemødet og året igennem hos gode bornholmske venner. Nu skal jeg
lære øen at kende på en anden måde og det ser jeg meget frem til.
Bornholm er skøn og helt sin egen," siger hun.