Folkemødet ansætter ny programchef

Foreningen Folkemødet har ansat Kristian Lind som ny programchef. Dermed er der nu fuldt hus i Folkemødets sekretariat, da man samtidig har ansat Anita Jakobsen Aird fra Rønne.

Med ansættelsen af Kristian Lind som ny programchef har Folkemødet fået organisationen helt på plads. Kristian Lind kommer med en baggrund som cand.merc.(kom.) fra CBS, og har siden 2012 været hos Finansforbundet som politisk kommunikationsansvarlig, hvor han også fortsat vil være ansat sideløbende med jobbet som ny programchef. Kristian er født og opvokset på Bornholm og ser derfor frem til at komme hjem og yde sit bidrag til at få dette års Folkemøde sikkert i havn.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet. Folkemødet har siden sin begyndelse i 2011 vokset sig til Danmarks største folkefest for dialog, demokrati og politik med omkring 100.000 besøgende sidste år, og jeg ser meget frem til at være med til at videreudvikle program og indhold på en så vigtig, demokratisk begivenhed, som Folkemødet har udviklet sig til. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne frem mod juni, og jeg håber at kunne bidrage positivt til udviklingen af Folkemødet i samarbejde med det lokalsamfund, som jeg selv er vokset op i.” udtaler Kristian Lind.

Foreningen Folkemødet ansætter samtidig Anita Jakobsen Aird, der kommer fra en stilling som marketingskoordinator hos Færgen. Anita starter 1. marts.

Direktør for Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm, er glad for, at foreningens organisation nu er endelig på plads:

”Det glæder mig meget, at vi har fået Kristian Lind med på vores hold. Jeg er sikker på, at Kristians erfaring med kommunikation og politiske forhold, kombineret med sit lokale tilhørsforhold til Bornholm, bliver et stort aktiv for Foreningen Folkemødet. Sammen med ansættelsen af Anita Jakobsen Aird har vi nu holdet på plads, så vi kan få dette års Folkemøde i mål. Vi står midt i en intens planlægningsfase, hvor rigtig mange ting skal gå op i en højere enhed. Med Kristian og Anita ombord glæder jeg mig til de kommende uger og måneders arbejde -  det bliver rigtig godt,” udtaler Mads Akselbo Holm.

For yderligere information kontakt:

Direktør Mads Akselbo Holm

E-mail: mads@folkemoedet.dk