Foreningen Folkemødet indgår overenskomst

 Foreningen Folkemødet og fagforbundene 3F og HK har indgået overenskomst for medarbejderne i Folkemødets sekretariat.

Foreningen Folkemødet har haft et klart ønske om at indgå overenskomster med sine medarbejdere. Det er nu lykkedes, idet foreningen har tiltrådt Fællesoverenskomsten kombineret med festlejeroverenskomsten på 3F området. Det er den typiske regulering for festivalområdet.

Direktør for Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm glæder sig over aftalen:

”Fra Folkemødet overgik til at blive en selvstændig forening, har det været et klart ønske for os, at vi fik dannet overenskomst og dermed tiltrædelsesaftaler. Vi er en festival med fokus på demokrati, og en del af det danske demokrati er naturligvis den danske model, hvor ansættelsesvilkår reguleres af overenskomster. Vi har haft en rigtig god dialog med HK og 3F undervejs og ser frem til, at det gode samarbejde fortsætter,” siger Mads Akselbo Holm.

 

Konkret har Folkemødet valgt at indgå overenskomst på HK-området og med 3F. I sekretariatet er der ansat kontorpersonale, som omfattes af HK-overenskomsten. Og overenskomsten med 3F sikrer, at foreningen er klar, hvis man skulle vælge at ansætte folk inden for 3F-området på et tidspunkt.

Tilfredshed hos bornholmsk fagbevægelse

Både HK Bornholm og 3F Bornholm er meget tilfredse med aftalen.

 

”3F Bornholm er meget glade for, at vi har indgået en aftale med Foreningen Folkemødet. Selvom Foreningen på nuværende tidspunkt ikke har 3F'ere ansat ændrer det ikke på, at vi er meget tilfredse med, at der nu foreligger en tiltrædelsesoverenskomst, såfremt Foreningen fremtidigt ansætter 3F’ere,” udtaler lokalformand 3 F Bornholm Jens Skovgaard.

 

”HK har fra start af haft ønske om at indgå i dialog med Foreningen Folkemødet, og derfor er vi rigtig glade for, at begge parter ganske hurtigt fandt hinanden og indgik overenskomst.” udtaler Overenskomstchef HK Helle Lindgreen.

 

For yderligere information

Direktør Foreningen Folkemødet: Mads Akselbo Holm / E-mail: mads@folkemoedet.dk / Tlf. 30701439

 

Lokalformand 3f Bornholm: Jens Skovgaard / E-mail: jens.skovgaard@3f.dk / Tlf. 88922020

 

Overenskomstchef HK: Helle Lindgreen / E-mail: helle.lindgreen@hk.dk / 61622123