Nye stærke kræfter til Foreningen Folkemødet

Syv markante profiler fra forenings- og kulturdanmark slutter sig til personkredsen bag Folkemødet. Det skete, da Foreningen Folkemødet i aftes holdt sin generalforsamling og også fremlagde sit første årsregnskab.

”Vi har været på en intens rejse.”

Sådan lød karakteristikken af det første år med Foreningen Folkemødet fra bestyrelsesformand Michael Valentin i aftes. Formanden kunne tilfreds konstatere, at Foreningen Folkemødet kom igennem sidste års Folkemøde med et positivt resultat – både for økonomien og i form af glade gæster. Men han konstaterede også, at Foreningen Folkemødet fortsat er under opbygning, og at økonomien er skrøbelig.

”Vi er ganske enkelt enormt stolte af det Folkemøde, vi afholdt i 2017. Men samtidig skal der også lyde en velment advarsel om, at vi fortsat er skrøbelige. Vi lægger fortsat brædderne, mens vi går,” sagde Michael Valentin i sin mundtlige beretning.

2017: høj sol og en halv million i overskud

Folkemødet 2017 var frugten af År 1, efter at Bornholms Regionskommune besluttede at lægge drift og udvikling af det store arrangement i Allinge i hænderne på Foreningen Folkemødet. Med et overskud på 510.000 kr. i 2017 har Foreningen Folkemødet både dækket underskuddet fra 2016 og været i stand til at lægge de første penge til side til den egenkapital, der også skal sikre, at man kan svare enhver sit i år, hvor Folkemødet eventuelt rammes af dårligt vejr og faldende besøgstal.

Generalforsamlingen udstak en kurs, der over de kommende år skal sikre, at Foreningen Folkemødet opbygger en egenkapital, der svarer til 25 procent af omsætningen.

Nye medlemmer skal styrke Foreningen

Generalforsamlingen var også et velkommen til syv nye medlemmer i den personkreds, der udgør Foreningen Folkemødets medlemmer. Medlemskredsen svarer til et traditionelt ”advisory board”, hvor medlemmerne bidrager aktivt til arbejdet ved at stille deres viden og netværk til rådighed.

De syv nye medlemmer er:

Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Lene Frigaard, sektionsleder på Bornholms Hospital, formand for NH håndbold og næstformand i Bornholms Idræts- og Kulturcenter.

Susanne Hegelund, partner i Hegelund & Mose.

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte og generalsekretær for CARITAS Danmark.

Esben Danielsen, direktør i Lokale- og Anlægsforeningen og tidligere innovationsdirektør i Roskilde Festival Gruppen.

Olav Hesseldahl, co-founder og direktør i Ungdomsbureauet samt Ungdommens Folkemøde.

Allan Hansen, adm. direktør i Nordisk Film og koncerndirektør i Egmont Nordisk Film.

 

Bestyrelsen blev genvalgt uden modkandidater og består af:

Michael Valentin, adm. direktør for Akademikernes Ambitiøse A-kasse. (Bestyrelsesformand)

Winni Grosbøll, borgmester Bornholms Regionskommune.

Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for KR Foundations og Berlingske Media, tidligere EU-kommissær og mf’er.

Vibe Klarup, direktør for Hjem til alle og tidligere direktør for bl.a. Psykiatrifonden og Danner, tidligere formand for Frivilligrådet.

Mikkel Marschall, kok og grundlægger af Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem.

Bruno Månsson, advokat med speciale i almennyttig virksomhed og festivaler. Indehaver af Paragraf Plus.

 

 

Yderligere information

Bestyrelsesformand Michael Valentins mundtlige beretning

Foreningen Folkemødets årsregnskab

Pressefotos af Foreningen Folkemødets medlemmer og bestyrelse kan downloades til fri afbenyttelse fra Folkemødets hjemmeside.