Vores Folkemøde 2018

Netop som vi troede, at Folkemødet var ude over voksealderen og havde fundet sin naturlige størrelse, satte deltagertallet ny rekord. I alt 113.000 mennesker var med til Folkemødet 2018, vurderer Bornholms Politi, og både Åbningen torsdag og Afslutningen søndag trak flere mennesker til end nogensinde før.

Måske var du en af dem, der deltog i Folkemødet 2018? Så vil vi meget gerne høre om din oplevelse - både godt og skidt – så vi kan udvikle Folkemødet og gøre det endnu bedre. Klik her og Deltag i Folkemødeanalysen.

Goddag til ”Fremtiden” og ”Ungdomshøjen”

De mange deltagere fik et Folkemøde med masser af sol, godt 3000 events, et kongeligt besøg og adskillige nyskabelser:

Syv temaområder med titler som ”Fremtiden”, ”Camp Justice”, ”Liv & Sjæl” og ”Mad & Meninger” gav deltagerne hjælp til at få hul på det store program og finde lidt nemmere rundt på pladsen. Og deltagerne på årets Folkemøde kunne også finde en stribe nye scener, som for eksempel Ledelsesscenen, Den Digitale Scenen, Det Akademiske Kvarter og de unges nye scene Ungdomshøjen. Årets Folkemøde var nemlig også præget af en helt ny samarbejdsånd – mere end hver fjerde event blev skabt af to eller flere arrangører.

Dybet og Dialogen

Og endelig var Folkemødet i år også beriget med en række nye rekreative områder, hvor deltagerne kunne fordøje de mange debatter og indtryk og fortsætte samtalerne i fredeligere omgivelser med smukke udsigter til hav og klipper. Lad os høre, hvordan du oplevede dem, så vi ved, om ”Dybet”, bænkene under lygterne i Kirkegade og food courten i Mad & Meninger er nyskabelser, som vi skal gøre til faste mødesteder på Folkemødet.

2018 blev også året, hvor søndagsprogrammet var forandret, og Folkemødet samlede aktiviteterne om formiddagen – med et gigantisk, festligt morgenbord for 1500 morgenmennesker som højdepunktet. Her blev Dialogprisen 2018 uddelt. Folkemødets deltagere havde stemt og udpegede folketingsmedlem Jacob Mark fra SF som årets mest lyttende og dialogsøgende politiker.