Vis menu

Folkemødet 2020 er sparket i gang

Tirsdag den 22. oktober holdt Foreningen Folkemødet kick-off for Folkemødet 2020. På Nørrebro Teater deltog cirka 250 arrangører til information om nye tiltag på Folkemødet 2020, præsentation af Folkemødeanalysen 2019 og en masse spørgsmål fra salen. 
Nedenfor kan du finde en kort opsamling og de vigtigste nyheder fra dagen. 

Selvom mange nok allerede er i fuld sving med at planlægge Folkemødet 2020, blev arbejdet og forberedelserne officielt skudt i gang i går, markeret ved et kick-off arrangement på Nørrebro Teater. Foreningen Folkemødet kunne med stor glæde byde cirka 250 fremmødte velkomne til en eftermiddag i Folkemødets tegn; med et tilbageblik på Folkemødet 2019 og en præsentation af planerne for Folkemødet 2020. Arrangementet bød også på et kig på Folkemødeanalysen for 2019, som bliver til i samarbejde med Operate.

Læs Folkemødeanalysen 2019 her


Fokus på den demokratiske samtale
Fra gårsdagens præsentation af planerne for Folkemødet 2020 kan fremhæves følgende overskrifter og nyheder:

• Til sommer afholder vi Folkemødet for 10. gang. Foreningen Folkemødet har derfor kigget tilbage på det værdigrundlag, som Folkemødet er skabt af. Der vil derfor blive sat fokus på den demokratiske samtale, og Foreningen Folkemødet lægger derfor ud med et antal guidelines, man som arrangør skal tage stilling til i sin planlægning af Folkemødet 2020. Folkemødet 2020 får altså ikke et overordnet tema, men guidende fokuspunkter med fokus på den demokratiske samtale, der fordrer diversitet, dialog og mangfoldighed.

 

• Folkemødet 2020 starter kl. 10 torsdag d. 11. juni. Det giver arrangørerne mulighed for flere sammenhængende timers arrangementer og debatter fra formiddag til aften. Den officielle åbning af Folkemødet er ligeledes gjort kortere.
Se program for partiledertaler på Hovedscenen her eller nedenfor.



• Arrangører må ikke længere dele handouts med engangplastik ud. I forlængelse af Folkemødets Bæredygtighedsstrategi, er det fra 2020 ikke tilladt at anvende handouts med engangsplastik. Det betyder, at I som arrangører skal overveje, hvad I tager med og deler ud på Folkemødet.

• Alle arrangører skal selv sortere og aflevere deres affald i en af de 6 opstillede affaldsstationer på Folkemødet 2020. Alle arrangører skal ligeledes have afklaret med en Folkemøderepræsentant, at de efterlader deres område i ordentlig stand, inden de checker-ud fra Folkemødet. Alt sammen for at vi alle kan tage ansvar for at passe på det naturskønne område og Allinge by.

 

Folkemødet med lyttebøfferne på

Publikum var engagerede og spørgelystne, og alle havde mulighed for at stille spørgsmål og komme med inputs til, hvordan Folkemødet kan blive endnu bedre. Eftermiddagen blev sluttet af med mulighed for, én-til-én, at få snakket med Folkemødets leverandører, ansatte og ansvarlige for de forskellige områder lige fra bæredygtighed til programplanlægning.

Folkemødet udfordrer og meninger tages til efterretning. Sådan har det været i de ni år, Folkemødet har eksisteret, og sådan fortsætter vi i 2020.
Folkemødet 2020 er hermed sparket i gang, og vi glæder os til at høre mere fra alle jer arrangører og sammen med jer skabe verdens bedste demokratifestival på Bornholm.

Alle deadlines til tilmeldinger og andet praktisk finder du her: Deadlines på Folkemødet 2020.

Du kan downloade vores slideshow fra dagen her.