Vis menu

Job i Foreningen Folkemødet (barselsvikariat)

Vi søger en programansvarlig til et barselsvikariat på op til 12 måneder med tiltrædelse 10. marts. 2020. Er du politisk interesseret? Klar på en udfordrende opgave? Organiseret og kreativ? Så kunne det være du skulle læse videre.  

Hvert år samles mere end 1.200 organisationer, foreninger, virksomheder og partier i Allinge. Her afholder de mere end 3.000 events under Folkemødet, som samler omkring 70.000 mennesker.

I Foreningen Folkemødet sørger vi for de frie og gode rammer for den demokratiske samtale. Som programansvarlig bliver du bliver ansvarlig for Programafdelingen i Folkemødets sekretariat. Programafdelingen arbejder med det formål at styrke det danske demokrati, mindske afstanden og øge tilliden mellem befolkning, politikere og beslutningstagere. Det gør vi først og fremmest via Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Din primære arbejdsplads bliver Allinge, men du har også mulighed for at lægge arbejdsdage på vores satellitkontor i København, da du i perioder vil have mange møder med interessenter i København og resten af landet.

Hvorfor skal du søge?

Vi tilbyder en varieret og udfordrende hverdag. Gode kolleger i en sjov og uformel organisation. Mulighed for kompetenceudvikling, indflydelse og masser af ansvar.  Samtidig giver stillingen som programansvarlig et unikt indblik i - og indflydelse på - udformningen af Folkemødet 2020 og 2021 samt en stor kontaktflade med mange forskellige aktører og interessenter. Så vil du gerne sætte dit præg på - og prøver kræfter med - Folkemødet? Så læs hele jobopslaget her: Programansvarlig (barselsvikariat)

 Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau/Scanpix

Hvad består jobbet i?

Som programansvarlig er du afgørende, når det handler om at udvikle Folkemødets indhold og identitet i samarbejde med et bredt udsnit af aktører i det danske samfund; herunder specifikt de politiske partier og Folkemødets partnere og arrangører. Samtidig står du i spidsen for holdet, der varetager opgaven med at godkende Folkemødets omfattende program, der indeholder mere end 3.000 events. 

Du vil løbende have dialog med Folkemødets arrangører og Folketingets partier. Og så står du for indholdet på Folkemødets egne scener, vores debattelte og er med til at lægge puslespillet når vi fordeler pladserne på Folkemødet.   

Du kan læse meget mere om arbejdsopgaverne i selve jobopslaget. Det finder du her: Programansvarlig (barselsvikariat)

 

Det praktiske

Arbejdstid: 37 timer om ugen, med ekstra arbejde i perioden maj-juni. Derfor yder vi ekstra fridage.
Arbejdssted: Primært Allinge, Bornholm.
Løn: Efter aftale - men vi er ikke lønførende.
Tiltrædelse: 10. marts 2020.
Varighed: Et barselsvikariat på op til 12 måneders varighed. 

 

Er du interesseret?

Læs hele jobopslaget her - Programansvarlig (barselsvikariat) - og søg jobbet ved at sende en ansøgning til job@folkemoedet.dk. Vi skal have din ansøgning senest den 12. januar 2020 kl. 12.00.

Samtaler afholdes i Allinge i uge 4.

Vil du høre mere om stillingen, har spørgsmål el.lign. kan du ringe til direktør Mads Akselbo Holm mandage og torsdage mellem 10.30 og 13.00. Mads' telefonnummer er 3070 1439.