Vis menu

Vil du ha’ ordet under Folkemødet 2019?

Foreningen Folkemødet sætter en stor ølkasse op under Folkemødet, helt i stil med Speaker’s Corner kendt fra Hyde Park, hvor du har mulighed for at komme til orde med netop dit budskab.

Under Folkemødet 2019 vil der midt på Cirkuspladsen blive placeret en overdimensioneret ølkasse, hvor den helt almindelige Folkemødegæst har mulighed for at træde op og give sin mening til kende med en mikrofon i hånden. Formålet er at skabe en platform, hvor alle kan komme til ordre. Helt gratis og i bedste demokratiske Folkemødestil.


Idéen til den overdimensionerede Ølkasse er oprindeligt udviklet af Ungdomsbureauet og er bygget af unge fra Den Økologiske Produktionsskole. Ølkassen havde sin debut på Ungdommens Folkemøde i 2018 og er samtidig en del af udstillingen 
Nutidens forbrug – Fremtidens problem på Dansk Arkitektur Center. 


Vil du op på Ølkassen?
Brænder du for en sag, og har du lyst til at træde op på Ølkassen og fortælle om den? Så send en mail til den ansvarlige eventafvikler Tobias på tobias@folkemoedet.dk eller kom og book en ledig tid i uge 24 under Folkemødet.


Der vil under Folkemødet både være Open Mike på Ølkassen samt mulighed for, at man kan tilmelde sig en tid efter først-til-mølle-princippet på førnævnte mail.

Derudover vil Ølkassen torsdag kl. 13.00 under Folkemødet blive åbnet af Olav Hesseldahl, der er medlem af Foreningen Folkemødets bestyrelse samt engagementsdirektør i Ungdomsbureauet og medskaber af Ungdommens Folkemøde. Her vil han blandt andet fortælle mere om, hvordan idéen om Ølkassen opstod.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Foto: Katrine Møbius