Vis menu

Engagerede borgere skød folkehøringerne i gang i Fredericia og Odense

I alt 100 borgere var i denne uge mødt op til folkehøring i Fredericia og Odense for i samarbejde med CHORA 2030, Foreningen Folkemødet og de to kommuner at få FN’s 17 Verdensmål omdannet til hverdagsniveau og konkret handling.

I denne uge har Foreningen Folkemødet i samarbejde med CHORA 2030 afholdt de to første folkehøringer i Odense og Fredericia, hvor formålet har været at omsætte FN’s 17 Verdensmål til hverdagsniveau og høre borgernes bud på, hvordan dette helt konkret kan foregå.


I tirsdags fandt folkehøringen sted i Fredericia Kommune, hvor 50 borgere var mødt op for at give deres syn på, hvordan Verdensmålene kan konkretiseres, og i går var folkehøringen så rykket til Odense. Her havde kommunen inviteret 50 unge, der alle dukkede op med idéer til, hvordan de til tider meget abstrakte Verdensmål kunne omsættes til konkret handling.


Deltagerne deltog først i en klassisk høring, hvorefter der fulgte en idéudviklingsproces, hvor deltagerne i grupper skulle præsentere deres idéer. Til sidst blev én idé udvalgt, som skulle præsenteres i plenum. Resultatet blev, at en række udvalgte idéer blev samlet sammen til et samlet idékatalog.



Foreningen Folkemødets programansvarlige, Julie Christine Artke, der deltog ved begge høringer, udtaler efterfølgende:


”Det var så positivt at opleve deltagernes kæmpe engagement og den energi, de lagde i arbejdet. Nogle idéer var konkrete og i virkeligheden lige til at realisere, andre var mere komplekse og visionære og kræver politisk vilje og opbakning, hvis de skal omsættes til handling, men med stort potentiale.”


”Vi ønskede med folkehøringerne at bidrage til at styrke den demokratiske samtale over hele landet, at give ordet til folket og høre deres bud på, hvordan vi omsætter Verdensmålene til hverdagsmål. Ambitionen for Foreningen Folkemødet er at inddrage hele landet i optakten til Folkemødet, at udbrede samtalen til hele Danmarks befolkning og at gøre Folkemødet til hele Danmarks forsamlingshus. Folkehøringerne skal åbne op for den demokratiske debat om Verdensmålene og bidrage til, at samtalen når ud i hele landet gennem et bredt udsnit af den danske befolkning.”


En af deltagerne ved høringen i Odense var Jacob Fredegaard Hansen, der til dagligt læser biokemi og molekylærbiologi på Syddansk Universitet. Jacob deltog med et håb om, at flere bliver hørt i Verdensmålsdebatten, og han glædede sig efterfølgende over, hvor mange gode idéer, der kom på bordet under folkehøringen, og hvor engagerede de unge var:

”Jeg havde valgt at deltage i folkehøringen i Odense, da jeg synes, at det er hammerrelevant og spændende. Især er det også vigtigt, at de unges stemmer høres og inkluderes. FN’s 17 Verdensmål er en længerevarende proces, så derfor er det vigtigt, at den kan blive igangsat af personer, der har mange visioner. Og så synes jeg også, at det var super fedt, at vi var så mange forskellige mennesker, der deltog. Forskelligheder er en styrke, og flere idéer og holdninger kan være med til at skabe nogle bedre og stærkere idéer,” fortæller Jacob og fortsætter:


”Jeg gik af sted fra folkehøringen med en vildt god mavefornemmelse af, at der rent faktisk er nogen, der vil det her ligesom mig. Det er super fedt at se så mange engagerede mennesker samlet i ét rum. Det skaber for mig et håb om, at fremtiden har meget at byde på, og der er rigtig mange ildsjæle derude, som brænder for en hel masse forskellige sager. Det eneste, det kræver, er, at der er et forum, hvor man har mulighed for at italesætte problemerne. Og det fik vi med folkehøringen.”


Jacob selv mødte op til folkehøringen med et projekt, han arbejder på sammen med en gruppe, der hedder iGEM, omhandlende syntetisk biologi. Et emne, der for mange af os virker fjernt, men som ifølge Jacob kan være med til at konkretisere og opfylde FN’s 17 Verdensmål på mange måder:


”Syntetisk biologi passede rigtig godt ind i folkehøringen, da det kan anvendes til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Det kan bruges til at opfylde mange af de her forskellige mål, som indgår i FN’s 17 Verdensmål. Blandt andet til at lave organismer, der kan skabe bedre vilkår for madvarer og nedbryde sult. Samtidig kan det også være med til at skabe en grønnere verden og nedbryde plastisk i verdenshavene. Så der er rigtig mange forskellige aspekter i syntetisk biologi, som kan bruges i forbindelse med Verdensmålene.”


Selvom der var en masse andre gode idéer blandt deltagerne ved folkehøringen, blev Jacobs idé udvalgt som én ud af de fem idéer, der blev taget med videre. Disse idéer skal nu overbringes til folketingspolitikerne ved Verdensmålenes Aften på Hovedscenen under Folkemødet i uge 24. Det glædede Jacob, som afsluttende udtaler:


”Jeg har en forhåbning om, at disse folkehøringer dels kan skabe nogle ringe i lokalsamfundet, da den almindelige borger er med, og dels at det bliver taget vel imod af kommuner, folketing og regering. At de rent faktisk lytter til nogle af de her idéer. Det er vigtigt at sætte problemer under debat og få det italesat. Så jeg håber helt klart, at det er noget, der bliver taget til eftertragtning, og at vi kan se nogle resultater efter disse høringer. At der rent faktisk er nogle idéer, der kommer ud i livet og bliver til reel handling.”


Næste folkehøring finder sted i Ballerup Kommune den 4. maj, hvor der forhåbentlig kommer mange flere gode idéer på bordet i forhold til at omsætte FN’s 17 Verdensmål til konkrete hverdagsmål. Derudover er der folkehøring i Middelfart Kommune den 14. maj og i Slagelse Kommune den 21. maj.


Du kan læse mere om de fem folkehøringer rundt om i landet i vores tidligere nyhed her.

Derudover kan du via linket her høre Julie Christine Artke udtale sig om folkehøringerne samt høre to deltageres syn på høringen i Fredericia i et indslag på P4 Trekanten. Lyt med i udsendelsen fra 2. april fra 02:11:15.