Vis menu

Folkemødet på budget

Har du også hørt, at Folkemødet er dyrt og besværligt at komme til? Vi guider dig til en nem, budgetvenlig og sjov Folkemødeoplevelse. 

Sidder du med et SU-budget, hvor du tænker, at du ikke har råd til at komme til Folkemødet? For under 1800 kr. kan du komme til Bornholm og få en god Folkemødeoplevelse. 


Vi har lavet en Folkemødeguide, der giver dig et overblik over transport, overnatning, mad og gode oplevelser. 
 


Transport til og fra Bornholm 
Med Bornholmslinjen kan du komme til Bornholm på 3,5 timer. Du stiger på bussen i København, hvorefter du bliver kørt til Ystad. Herfra fragter færgen dig resten af vejen til Bornholm. Alt dette kan du gøre tur/retur for 254 kr. Læs mere om de forskellige muligheder og book din billet hos Bornholmslinjen.


Transport på Bornholm  
Når du ankommer til Rønne med færgen, kan du hoppe på en af de lokale BAT-busser. En enkelt tur koster 50 kroner. Vi anbefaler dog, at du under Folkemødet køber en Folkemødebillet. Billetten giver dig adgang til transport rundt på hele øen under Folkemødets fire dage. Så hvis du ikke skal bo lige ved siden af Folkemødet eller gerne vil ud og opleve skønne Bornholm, er Folkemødebilletten en god mulighed. Billetten kan købes i busserne og på pladsen for 250 kr.  


Overnatning  
Mange overnatningssteder i og omkring Allinge er efterhånden fuldt booket. Men frygt ikke! Der er stadig rigtig gode muligheder for at finde et dejligt sted at bo under de fire dages demokratifestival.  


Hvis I er en større gruppe, der skal afsted sammen, er der blandt andet mulighed for at booke et sommerhus i Svaneke – kun 30 km fra Folkemødet. Her finder I et sommerhus med plads til seks personer i seks nætter for 4094 kr.
 (Dvs. 4094/6 = 683 kr. pr. person). 
Det passer med de ledige færgeafgange tirsdag den 11. og mandag den 17. Og så har I tilmed mulighed for at opleve lidt mere af Bornholm end blot de fire dages Folkemøde.  
Find sommerhuset og book dit ophold her.

Derudover findes der en del ledige overnatningsmuligheder på Bornholms sydlige del. Dem finder du her.



Få stillet sulten efter en god debat 
Hvis I er flere, der bor i et sommerhus, er der gode muligheder for at gøre både morgenmad og frokost billig. Spis morgenmad hjemmefra og lav madpakker, som I kan tage med jer. Så kan I købe aftensmad på festivalpladsen. For på Folkemødet behøver du ikke at gå sulten i seng. Du kan få lækker mad to-go eller to-stay i en af de mange spændende madboder eller restauranter. Her er der mulighed for alt fra thai-retter til en god festivalburger. Priserne starter fra ca. 70 kr. 


Vil du gerne gøre det endnu billigere? I Allinge finder du både Netto og SuperBrugsen. Så hvis du ikke føler for at bruge 70 kr. på en ret, kan du gå i en af dagligvarebutikkerne.  
 


Debatter og koncerter – alt det, vi jo egentlig er kommet for!  
Nu har vi været igennem alt det praktiske. Nu handler det om det, vi egentlig er kommet for – og som er helt gratis på Folkemødet. Debatter, politikere, folket, fællessang og demokratiet. 


Folkemødet har over 1000 arrangører, der tilsammen arrangerer mere end 3000 events. Så vi kan godt love, at der er noget for enhver smag. De forskellige events finder du først og fremmest i arrangørernes telte – her vil der blive diskuteret alt fra klima og flygtninge til digitalisering og økonomisk vækst.
Der foregår spændende ting i hele byen. Så det er også en god idé at tage en gåtur rundt i byen. Der hænger kort over festivalpladsen rundt i byen, og ellers er der et foldekort - perfekt til at have med i lommen. Du kan allerede nu begynde at planlægge, hvad du skal se. Du finder årets program lige her
.  


Hver aften byder vi på underholdning på Folkemødets Hovedscene på Cirkuspladsen. Her indtager FOOL blandt andre scenen torsdag aften, mens Peter Sommer og Tiggerne vil give den gas på scenen lørdag aften. 


Hvis du har brug for en pause fra de mange debatter, og vejret ellers er godt, så ligger Hammershus i gåafstand fra pladsen. Efter en god gåtur kan du tage en dukkert fra klipperne.  
 

 
Alt i alt kommer du af med 1787 kr. alt inkluderet. Og vi lover, at det bliver alle pengene værd. 


Vi ses til Folkemødet! 


Du kan læse mere om øvrige muligheder for transport til og fra Bornholm her.