Vis menu

Sådan følger du med i Folkemødet, selvom du ikke kan være i Allinge

Under Folkemødet har du mulighed for at følge med i debatter og andre sjove arrangementer, selvom du ikke har mulighed for at være til stede i Allinge. 

Folkemødet er fyldt med spændende events og byder i år på godt 3000 af slagsen. Men hvad nu, hvis to spændende arrangementer foregår på samme tid? Eller hvis du ikke har mulighed for at være til stede på Folkemødet? Frygt ej. Vi guider dig til, hvordan du alligevel kan følge med.  


Folkemødet deles som podcast
 
Foreningen Folkemødet har i samarbejde med Cibicom etableret pop-up radiokanalen Radio Folkemødet. Det skal nemlig være muligt for alle at følge med i de mange debatter på Folkemødet, også selvom du ikke kan være til stede i Allinge. Du kan høre Radio Folkemødet torsdag til søndag på både DAB og NET. Hvis du ikke når at høre dem live, vil mange af udsendelserne kunne høres som podcast på Folkemødets hjemmeside efter Folkemødet. 


Vi har opfordret alle deltagende arrangører til at dele deres debatter - på den måde vil de, som er interesserede, men som ikke kan være i Allinge, have mulighed for at lytte med.  
Dette gør de ved at optage og udsende podcast, sende live eller lægge det on-demand på deres hjemmeside fra deres stadepladser.


Se, hvem der sender live  
Flere arrangører har valgt at sende live fra deres telte under festivalens fire dage. I Folkemødets program - både på hjemmesiden og app’en – er det muligt at søge efter disse events. 


På Folkemødets app gør du dette ved at trykke på “filter” i højre hjørne af 
app’en og under “andet” krydse “live streames” af. Herefter vil alle de events, der livestreames, fremgå af programoversigten. Via et link under eventet kan du tilgå deres stream og få Folkemødestemningen direkte gennem din smartphone.


Sidder du foran com
puteren, er det også muligt at fremsøge disse events via program.folkemoedet.dk. Det gør du ved at trykke på pilen ved siden af “søg efter events”. Her kan du helt nede i bunden krydse “live streames” af og derefter se alle de events, der tilbyder livestreaming. Under disse events er det muligt at tilgå deres livestreaming via et link. 


Lige nu er der 139 events, der sender live under Folkemødet, så skynd dig ind og tjek ud, om der er noget for dig.
 


TV 2 News sender fra Folkemødets åbning og partiledertaler 
Som de tidligere Folkemødeår vil TV 2 News ligeledes sende live på deres kanal. Dette gælder Folkemødets åbning samt under partiledertalerne på Hovedscenen. 


Vi håber dog på, at du har tid og mulighed for at komme og være med under selve Folkemødet. Debatter og andre sjove events opleves bedst i virkeligheden.