Vis menu

Det synes gæsterne om årets tema

Temaet for årets Folkemøde er FN's 17 Verdensmål. Men hvad tænker gæsterne egentlig om det? Læs med og find ud af det.

Hanne Juel Jensen, gæst på Folkemødet: Vi har lige gået og læst om alle Verdensmålene, og nu skal vi over på Verdensmålenes Plads og gøre noget ved det. Dagen slutter vi af med en bezzerwizzer om Verdensmålene.

Ole Juel Jensen, gæst på Folkemødet: Temaet er rigtig fantastisk. Man bliver gjort opmærksom på det. Både klimadebatten, energidebatten og flygtningedebatten har jo alt sammen med Verdensmålene at gøre.


Gunvor Barkholt, frivillig i Verdensmålsteltet: Her i Verdensmålsteltet handler det om at få alle 17 Verdensmål inkorporeret i nogle forskellige events, så alle events skal have minimum ét Verdensmål med. Det er vildt at se, hvor meget folk går op i det. Dem, der kommer her, er vildt engageret i det.


Jacob Lang, gæst på Folkemødet: Det er fornuftigt, at man har det globale udsyn i sit tema. Det er ikke bare noget for en lille klike, men det er noget for alle forskellige virksomheder, partier, organisationer osv. kan og vil arbejde for.


Ellen Marie Madsen: Folk er blevet mere klar til at forholde sig til Verdensmålene. Før kunne det være meget uoverskueligt, men nu hvor virksomheder og organisationer også skal leve op til målene, så kan alle tage det til sig. Det er også en god måde at se resultater på. Her kan man virkelig se, hvordan der bliver arbejdet med det, og at der faktisk bliver gjort noget.

 

Anabella Pultz: Alle talerne kalder det ’verdens vigtigste plan’. Det er et meget, meget vigtigt mål. Jeg håber, det sætter gang i en masse tanker.

 

Isa Reichel-Christensen: Det sætter en ramme, som gør, at folk måske bliver motiveret til i højere grad at tage stilling og debattere det, og det kan også være, at der kommer nogle partnerskaber ud af det, fordi der er lagt en hat ned over det, som gør, at nu skal vi tale om Verdensmålene.