Vis menu

Hvem skal vinde Dialogprisen 2019?

For syvende år i træk uddeles Dialogprisen på Folkemødet til den politiker, der i løbet af året har været bedst til at lytte og gå i konstruktiv dialog. Se de nominerede her. 

Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst - en der ikke bare taler, men taler med os. 

Juryen har i år nomineret fem politikere, og du kan være med til at bestemme, hvem der skal løbe med prisen.


De nominerede er:



Magnus Heunicke (S)
Magnus Heunicke er åben, inddragende og debatterende. Han har en særlig evne til at bruge dialogen som form, både når det gælder de seriøse politiske debatter og mere folkelige arrangementer. Som trafikminister inviterede han til bred dialog og på den måde afmonterede mange af de problemsager, der var på området.


Mette Abildgaard (K)
Mette Abildgaard har en åben og ærlig tilgang til det at være politiker. Hun har stor respekt for sine kollegaer og roser dem gerne. Mette er den første til at erkende sine egne fejl og mangler og er åben for andres argumenter. Man føler, at hun lytter. Hun er tilgængelig for, blandt andet ved at opfordre sine følgere til at ”fange hende på sms”. 


Karsten Lauritzen (V)
Karsten Lauritzen har været åben, ærlig og dialogsøgende omkring udfordringerne i SKAT. Han har søgt dialogen på sociale medier med borgerne igennem sin podcast "PodKarsten" og live-videoer på Facebook med borgerspørgsmål. På sidste års Folkemøde drøftede han SKAT's nye styrelser direkte med de nye direktører. Han har ligeledes rost de andre partier, som står bag genopretningen af skatteforvaltningen.


Christina K. Hansen (S)
Christina K. Hansen rykker gerne fra borgmesterkontoret ud i landsbysamfundene, hvor hun holder ”åbent kontor”. Flere gange har hun været i praktik i kommunale institutioner, hvor hun f.eks. har kørt i rutsjebane i en børnehave og beskåret træer med medarbejdere fra Vej og Park. Hendes autenticitet og ærlighed om, hvad hendes unge alder betyder er et godt fundament for en åben dialog og politisk debat. 


Trine Torp (SF)
Trine Torp er ikke højtråbende men skarp på substansen og i dialogen. Fra folketingssalen, konferencer og møder i det hele taget er hun kendt for at være lyttende og for stor vilje til at gå i dialog. Hun bruger dialogen til at opnå mere viden og til at finde gode løsninger gennem inddragelse. 


Sådan stemmer du
Du kan enten stemme via Folkemødets app #FMDK eller på www.dialogprisen.dk.
Afstemningen slutter lørdag den 15. juni kl. 19.00.
Vinderen af Dialogprisen 2019 kåres under Folkemødets officielle afslutning søndag kl. 11.00 på Hovedscenen.


Når du stemmer, er du med i lodtrækningen om et weekendophold for to i et dobbeltværelse inkl. økologisk morgenmad på det bæredygtige hotel GSH på Bornholm. 


Bag Dialogprisen står Foreningen Folkemødet, Lead Agency, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdomsfællesråd (DUF). 


Tidligere vindere af Dialogprisen:

2018: Jacob Mark 

2017: Liselott Blixt

2016: Uffe Elbæk 

2015: Ida Auken

2014: Pia Olsen Dyhr

2013: Esben Lunde Larsen