Vis menu

Der kommer Folkemøde i 2021

Folkemødet 2021 bliver et anderledes Folkemøde. Læs mere om arbejdet frem mod juni 2021. Den 5. november præsenterer vi rammerne for Folkemødet 2021.

Der kommer et Folkemøde i sommeren 2021. Vi ser frem til om otte måneder at kunne dyrke den demokratiske samtale der er Folkemødets essens. Det trænger vi som samfund til.

Den 5. november åbner vi for ansøgning til at tilmelde sig Folkemødet 2021. Vi er i gang med forberedelserne af en Hovedscene i Allinge med partiledertaler, debatter og uddeling af Dialogprisen. Derudover glæder vi os til at fortsætte samarbejdet med vores mange arrangører, der laver spændende events. Men vi kan allerede nu sige, at det bliver anderledes til juni 2021.

For vi skal selvfølgelig afvikle folkemødeaktiviteter på betryggende vis og på et Corona-tilpasset og sundhedsmæssigt forsvarligt grundlag. Det betyder et mere fleksibelt Folkemøde, hvor vi må tilpasse os de regler og omstændigheder, der vil gælde til sommer. De nuværende COVID-19 restriktioner vedr. forsamlingsforbud skal naturligvis ophæves før vi kan afvikle et stort arrangement i Allinge som samler mange gæster. På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvordan reglerne for store arrangementer vil være i juni måned. Dette håber vi, at arrangører, samarbejdspartnere og alle andre har forståelse for. Men allerede nu forbereder vi et anderledes Folkemøde i Allinge med tiltag, der kan skabe trygge og sikre rammer. Det er blandt andet langt mere plads mellem gæster og events, siddepladser, eventuelle begrænsninger i antallet af fysiske aktiviteter i Allinge, inddragelse af nye områder, deltagertilmelding og publikumsbegrænsning – alt sammen i tæt dialog med myndighederne. Derudover vil vi tilbyde nye digitale muligheder, der kan være med til at sprede samtalerne endnu længere ud. Særligt hvis vi ikke får mulighed for at mødes lige så mange, som vi plejer.

Torsdag den 5. november præsenterer Foreningen Folkemødet, hvordan man kan deltage på Folkemødet 2021 samt en række skæringsdatoer, som sikrer den størst mulige grad af fleksibilitet i en foranderlig tid. Sådan at man som arrangør kan vurdere, hvordan man ønsker at deltage på Folkemødet 2021 og er informeret om hvornår der træffes beslutninger om eventuelle tilpasninger. Men også så man ikke forpligter sig til store udgifter på et usikkert grundlag.

Vi orienterer direkte på mail og nyhedsbrev den 5. november 2020 samt på vores website, hvor vi også åbner for tilmelding til Folkemødet 2021. Her vil du kunne læse om mulighederne og vælge, hvordan I ønsker at deltage i 2021 Tilmelding foregår som altid via Folkemødets Selvbetjening.

Vi glæder os over den store opbakning til Folkemødet, som vi oplever fra vores mange arrangører og den fortsatte støtte til hele Danmarks demokratifestival - også i en anderledes tid.