Vis menu

Folkemødet 2020 aflyses

Folkemødet 2020 aflyses. Vi ses igen den 17.-20. juni 2021.

Folkemødet 2020 aflyses. Det melder Foreningen Folkemødet. Formand for Foreningen Folkemødet, Jann Sjursen, udtaler:

“Vi må desværre meddele, at Folkemødet 2020 aflyses pga. corona-krisen og de mange afledte konsekvenser.“

Samtidig understreger Jann Sjursen at beslutningen kommer af hensyn til, og i respekt for det store arbejde, der udføres i hele Danmark forud for et Folkemøde og tilføjer:

“Foreningen Folkemødet er dybt berørt af de konsekvenser beslutningen får, for både arrangører, leverandører og forventede deltagere på Folkemødet og mange, mange flere - og ikke mindst for de konsekvenser, beslutningen får for Bornholm."

Foreningen Folkemødet ser frem til igen at kunne afholde et Folkemøde i 2021.
“Vi ses igen til Folkemøde i Allinge den 17.-20. juni 2021 – velvidende at det vil kræve, at vi – sammen med gode kræfter - i den kommende tid finder løsninger på de konsekvenser, aflysningen får for Foreningen Folkemødets økonomi. Det er ingen tvivl om at vi er afhængige af fortsat støtte fra vores gæster, arrangører og partnere.“

Yderligere information
For dig der har bestilt plads på Folkecampen, dig der skulle have haft et eventsted på Folkemødet eller en tid i et af teltene, og alle andre:
De kommende uger arbejder Folkemødesekretariatet på at skabe overblik over de økonomiske konsekvenser og rækker herefter ud til alle arrangører, samarbejdspartnere, gæster mv. Du hører fra os når vi ved nærmere.