Vis menu

Vibe Klarup ny formand for Foreningen Folkemødet

Vibe Klarup, direktør i ’Hjem til Alle’-Alliancen, skifter næstformandsposten ud med formandsposten for Foreningen Folkemødet. Hun overtager stafetten fra Jann Sjursen. Samtidig er Alfred Josefsen trådt ind i bestyrelsen, der ser frem til Folkemøde-comeback i 2021. I går, tirsdag den 15. september, afholdt Foreningen Folkemødet generalforsamling. Læs mere her.

På generalforsamlingen tirsdag 15. september blev Foreningen Folkemødets nye bestyrelse sammensat. Jann Sjursen trådte ud og Alfred Josefsen trådte ind. Tidligere næstformand Vibe Klarup blev udpeget som ny formand. Vibe Klarup er direktør for ’Hjem til Alle’-Alliancen, formand for Rådet for Socialt Udsatte og har siddet i bestyrelsen af Foreningen Folkemødet siden foreningens oprettelse i 2016.



Ny formand ser frem til Folkemøde-comeback i 2021
”Vi trænger til at mødes igen og sammen drøfte politik, udvikle løsninger og tale sammen om, hvordan vi løser tidens brændende udfordringer,” siger den nyvalgte formand, Vibe Klarup, om den demokratiske nødvendighed af Folkemødet i 2021. At sikre netop dette til juni næste år, er ifølge Vibe Klarup hendes og hele Foreningens vigtigste aktuelle opgave og fortsætter:

”Jeg er optaget af at arbejde for et flot og sundhedsmæssigt forsvarligt Folkemøde 2021. Det vil jeg gøre sammen med foreningens direktør, sekretariat, bestyrelsen og ikke mindst i tæt samarbejde med Folkemødets mange venner. Vi for brug for alle gode kræfter for at sikre både det kreative og økonomiske fundament for at komme stærkt igen i 2021,” siger formanden, der ser frem til et corona-tilpasset Folkemødet til næste år, hvor vi igen kan dyrke samtalen og fællesskabet.

”Vi er sammen med myndigheder, partnere og arrangører i gang med at undersøge forskellige muligheder for, hvordan vi med udgangspunkt i Allinge kan gribe de mange vigtige politiske samtaler mellem beslutningstagere og borgere på Folkemødet 2021 både kreativt, nytænkende men først og fremmest sundhedsmæssigt forsvarligt an.”

Udover at sikre et demokratisk comeback i 2021 efter aflysningen i 2020, gør den nyvalgte formand opmærksom på et personligt ønske for fremtidens Folkemøder:
”Jeg er særligt optaget af, at vi videreudvikler Folkemødets debatformater. Vi skal styrke mangfoldigheden og dybden i Folkemødet. Her mener jeg at kunne bidrage med min viden og erfaring,” siger Vibe Klarup.

Jann Sjursen takker af
Ved generalforsamlingen trådte formand Jann Sjursen ud af bestyrelsen, og fortsætter som medlem af foreningen.
”Jeg holder meget af Folkemødet, og har sat stor pris på samarbejdet med både bestyrelse og sekretariat. Det har været et begivenhedsrigt år, med rekord-Folkemøde i 2019, en udarbejdet vision for kommende Folkemøder og nye spændende formater for den demokratiske samtale. Nu giver jeg stafetten videre, men ser frem til at fortsætte som medlem af Foreningen Folkemødet,” siger Jann Sjursen.

Bred opbakning
Som for mange andre aktører er aflysningen af Folkemødet 2020 alvorlig for Foreningen Folkemødet. Foreningen arbejder nu frem mod et folkemøde-comeback og oplever bred opbakning. 8 ud af 10 stadeholdere har allerede nu tilkendegivet ønske om at deltage i 2021, ligesom en hel række af Folkemødets partnere har forlænget deres partnerskab.

Nye kræfter i spidsen
Det vil blive et Folkemøde med nye folkemødekræfter ved roret med Vibe Klarup som formand, Camilla Laudrup, der netop er tiltrådt som direktør for Foreningen Folkemødet og kommer fra en stilling som sekretariatsleder i DR, og den erfarne erhvervsmand Alfred Josefsen som nyt medlem af bestyrelsen. På gårsdagens generalforsamling blev Alfred Josefsen således valgt ind i bestyrelsen. Med en bred baggrund indenfor erhvervsliv, ledelsesrådgivning og bestyrelsesarbejde, ser han frem til at styrke den holdning til samfundet Folkemødet er:

”Vi gør på mange måder tingene på vores egen måde i Danmark. Det har vi succes med. Folkemødet er en del af den positive historie om Danmark. Et sted, hvor man kan samle sig om det fællesskab, som Danmark dybest set er. Fællesskabet lever dog ikke uden næring og energi. Hvis ikke vi aktivt bidrager til fællesskabet om sammenholdet, vil det erodere og forsvinde. Her gør Folkemødet en forskel, idet Folkemødet er mere end et mødested. Det er en indstilling og en holdning til samfundet. Jeg giver gerne en hånd med at bygge videre på danskernes Folkemøde. Et Danmark i øjenhøjde er værd at kæmpe for.”

Foreningen Folkemødets bestyrelse består af:

  • Vibe Klarup, direktør, Hjem til Alle-Alliancen, formand for Rådet for Socialt Udsatte (Formand for Foreningen Folkemødet)
  • Winni Grosbøll, Borgmester i Bornholms Regionskommune
  • Bruno Månsson, Advokat og indehaver af Paragraf Plus med møderet for Højesteret
  • Connie Hedegaard, Bestyrelsesformand i Concito – Danmarks grønne tænketank
  • Olav Hesseldahl, Engagementsdirektør i Ungdomsbureaet og medskaber af Ungdommens Folkemøde
  • Alfred Josefsen, Bestyrelsesformand i UNICEF Danmark, foredragsholder og ledelseskonsulent