Vis menu

Folkemødet 2021 – demokrati under åben himmel og online

Folkemødet 2021 bliver både demokrati under åben himmel - og online. I en hybrid mellem et skalerbart fysisk Folkemøde i Allinge og digitale events kan borgere og beslutningstagere til juni mødes til ’Ideernes Folkemøde’. Den 15. april afklares størrelsen på den fysiske del af demokrati-begivenheden.

Folkemødet 2021 bliver igen rammen om demokratisk debat mellem borgere, beslutningstagere, civilsamfund og erhvervsliv på tværs af forskellige sektorer, interesser og politiske skel. Det bliver et coronatilpasset Folkemøde, som byder på en kombination af et begrænset og skalerbart arrangement i Allinge og en digital udvidelse, der muliggør at alle kan deltage online, uanset eventuelle myndighedsrestriktioner.

I Allinge vil hovedscenen og en række temascener være hjertet af Folkemødet ‘21. Programmet på hovedscenen byder på partiledertaler, politiske debatter med tværgående og bred tematik, markante kulturelle indslag og ikke mindst uddeling af Dialogprisen til en folkevalgt politiker. Partiledere og MF’ere har allerede meldt deres deltagelse, og hovedsceneprogrammet er under udarbejdelse, mens TV2 News, DR og TV2/Bornholm gør klar til at dække Folkemødet.

Foreningen Folkemødet glæder sig til igen at kunne byde velkommen til mange demokratiske samtaler. Formand Vibe Klarup udtaler:

“Vi har valgt at skabe et Folkemøde, hvor vi har tilpasset det fysiske arrangement i Allinge, så det er begrænset og skalerbart, og samtidig tilbyder vi en digital udvidelse af folkemødet, hvor alle kan deltage uanset restriktioner, så vi kan få genstartet den demokratiske samtale. Efter snart et år med corona, afstand og aflysninger, trænger vi som samfund til igen at kunne fokusere på dialogen mellem borgere og beslutningstagere. Det vil vi gerne være med til at skabe rammerne for.”

Det er endnu uklart hvor mange, der må samles i Allinge, men for at kunne planlægge et fuldt sundhedsforsvarligt Folkemøde, vil arrangementet i Allinge foregå inden for et indhegnet folkemødeområde med udsigt over klipperne og Østersøen, hvor events live-streames til hele landet som del af et digitalt program. Her vil hovedscenen og et antal temascener være kernen af Folkemødet i Allinge.

Hver dag er der tre særskilte programblokke. Der er plads til mellem 500 og 5000 gæster pr. programblok afhængigt af myndighedernes restriktioner. Foreningen forventer således, at der vil være færre deltagere i Allinge end tidligere år. Publikum tilmelder sig på forhånd og kan tilmelde sig enten Folkemødets formiddags-, middags- eller aftenprogram. Billetbestilling åbner 15. april.

 

Idéernes Folkemøde
Temaet for Folkemødet 2021 bliver ’Idéernes Folkemøde’, hvor der fokuseres på de bedste ideer til, hvordan vi genstarter vores samfund efter corona, forklarer direktør i Foreningen Folkemødet, Camilla Laudrup:

”Folkemødet opfordrer i år vores mange debatarrangører til at give plads til nye ideer. Vi har brug for at inspirere hinanden på tværs af sektorer, organisationer og politiske skel til at finde frem til de bedste ideer til, hvordan vi genstarter vores samfund efter coronaen. Hvordan kan inspirere hinanden og dele de bedste ideer til at genstarte vores kulturliv, åndsliv, erhvervsliv og ikke mindst vores demokratiske engagement efter et år med corona-bobler,” siger Camilla Laudrup.


Alle kan deltage på Folkemødet 2021
For at sikre at alle kan deltage samt afprøve digitale demokratidebatter, udvider foreningen med et digitalt program og åbner op for live-streamede debatevents fra hele landet på Folkemødets første dag. Formand Vibe Klarup forklarer:

“Via digitale events kan alle være med, også selvom vi ikke må samles som vi plejer i Allinge. Her kan man som gæst følge med og engagere sig i dialogen. Og som arrangør kan man sætte ønskede emner til debat. Samtidig har Folkemødets arrangører mulighed for at deltage med digitale events, når vi torsdag den 17. juni åbner op for live-streamede events fra hele landet. I det digitale program sætter vi fokus på dialogen og interaktionen mellem mennesker, og vi ser frem til at afprøve og udvikle nye formater for demokratisk deltagelse,” slutter Vibe Klarup.

 

FAKTABOKS:

  • Folkemødet 2021 afholdes den 17.-19. juni – i Allinge og digitalt på folkemødet.dk.
  • Folkemødet følger de til enhver tid gældende myndighedsrestriktioner og anbefalinger.
  • Organisationer der ønsker at afholde events i forbindelse med Folkemødet, enten fysisk i Allinge eller digitalt, kan ansøge via Folkemødets Selvbetjening på folkemødet.dk. Ansøgningsfrist for fysisk deltagelse er 24. marts. Ønsker man at deltage digitalt kan man ansøge frem til den 14. maj. Senere bedes arrangører om at beskrive deres events mere detaljeret ifm. eventtilmelding.
  • Den 15. april offentliggøres det fysiske arrangement i Allinge, herunder antallet af scener og tilladte gæster indenfor et indhegnet festivalområde. Herunder også muligheden for at afholde aktiviteter med publikum på private eventsteder udenfor det indhegnede område.
  • Aktiviteterne i Allinge deles op i tre daglige programblokke, hvor gæster kan deltage i én programblok per dag. Programblokkene afholdes fra kl. 9-12, 13-16 og 17-20. Som udgangspunkt foregår alle aktiviteter for siddende gæster med faste pladser. Det kræver billet at deltage. Billetbestilling åbner den 15. april.
  • Mange aktiviteter i Allinge live-streames og TV2 News, DR og TV2/Bornholm gør klar til at dække Folkemødet.
  • Torsdag den 17. juni kan alle deltage med digitale, live-streamede events fra hele landet.
  • Før Folkemødet afholder foreningen regionale folkehøringer, hvor man indsamler ideer til, hvordan den demokratiske samtale kan genstartes efter et år med corona-bobler og ekkokamre. Folkehøringerne bliver til i samarbejde med Frirummet, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Danmarks Biblioteksforening og Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

 

Partiledertalerne på Folkemødet 2021 er ligeledes fastlagt:

 

Vil du arrangere events på Folkemødet 2021? Så tilmeld dig via Selvbetjening, eller læs mere om de forskellige måder at deltage på her. Du kan også læse mere om de vigtige datoer frem mod Folkemødet.