Vis menu

DAT bliver partner på Folkemødet

Foreningen Folkemødet har indgået et samarbejde med flyselskabet DAT, der skal styrke transporten til og fra Folkemødet.

Hvert år i uge 24 samles borgere, beslutningstagere, græsrødder, kultur- og erhvervsliv fra hele landet i Allinge på Bornholm til dialog og debat under Folkemødet. Til Folkemødet 2021-2023 bliver det med DAT som partner.

Direktør i Foreningen Folkemødet, Camilla Laudrup, glæder sig over det nye partnerskab med en stærk, lokal aktør på transportområdet og udtaler:

”Vi er utrolig glade for at have DAT som samarbejdspartner. I samarbejde med Bornholms flyselskab ønsker vi at give folkemødegæsterne den bedste rejseoplevelse til og fra øen og sikre gode transportmuligheder. Samtidig bidrager DAT med at give hele Danmark mulighed for at komme til Folkemødet, når de indsætter fly fra hele landet til Bornholm”.

Jesper Rungholm, direktør i DAT, fortæller, hvorfor DAT har valgt at bakke op om Folkemødet med et partnerskab:

”Vi finder det meget vigtigt at støtte op om Folkemødet på Bornholm. Vi glæder os meget til at flyve forventningsfulde besøgende til Bornholm”.

Folkemødet og DAT præsenterer ”warm-up talks”
DAT og Foreningen Folkemødet præsenterer en række ”warm-up talks” frem mod Folkemødet ’21, der er digitale debatter om aktuelle emner med markante personer fra forskellige brancher. Jesper Rungholm uddyber initiativet:

”Mens vi venter på, at Folkemødet skal finde sted, har vi lavet nogle korte videodebatter, hvor kendte erhvervsfolk og undertegnede debatterer emner, som optager os lige nu. En lille forsmag på det rigtige Folkemøde”.

De forskellige videodebatter vil blive vist på folkemødet.dk og DAT’s hjemmeside, og den første forventes at være klar i slutningen af april.

 

Faktaboks:

  • Folkemødet 2021 afholdes den 17.-19. juni – i Allinge og digitalt på folkemødet.dk.
  • Folkemødet følger de til enhver tid gældende myndighedsrestriktioner og anbefalinger.
  • I Allinge vil hovedscenen og en række temascener være hjertet af Folkemødet ‘21. Programmet på hovedscenen byder på partiledertaler, politiske debatter med tværgående og bred tematik, markante kulturelle indslag og ikke mindst uddeling af Dialogprisen til en folkevalgt politiker.
  • Det overordnede tema for Folkemødet 2021 er ’Idéernes Folkemøde’, hvor der fokuseres på de bedste ideer til, hvordan vi genstarter vores samfund efter corona.
  • Torsdag den 17. juni kan alle bidrage med digitale, live-streamede events fra hele landet.
  • Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der medio april skal komme med forslag til, hvordan større forsamlinger, festivaler o.lign. arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt hen over sommeren. Anbefalingerne skal derefter danne grundlag for forhandlinger mellem folketingets partier, der resulterer i de endelige restriktioner for events som Folkemødet.
  • Når restriktionerne for Folkemødet 2021 er på plads, vil Foreningen Folkemødet tre dage efter offentliggøre programmet for det fysiske arrangement i Allinge 2021. En uge efter myndighedernes udmelding åbner Folkemødet for billetbestilling til årets gæster.