Folkemødets Dialogpris

 

Folkemødets Dialogpris er et initiativ, der hylder nytænkende og samlende dialoger, som engagerer bredt, bryder med vanetænkning og bygger bro mellem forskellige perspektiver.

Formålet er at styrke sammenhængskraften i samfundet og fremme aktivt medborgerskab.

 

 

Vinderen af Dialogprisen 2025: Minik Rossing

Minik Rosing har været en konstruktiv stemme i debatten om Rigsfællesskabet og forholdet mellem Grønland og Danmark. Med dyb respekt og indsigt har han været et forbilledligt eksempel på dét at deltage i komplekse debatter uden at gå på kompromis med forståelse og tydelighed. 

Vinderen af Dialogprisen 2023: Torsten Gejl

Torsten Gejl er kendetegnet ved sit evige engagement, der får ham til at stille sig til rådighed og går i dialog med både medier, befolkningen og sine kollegaer. Torsten har under en længere periode været en enmandshær på borgen for sit parti og på samme tid formået at være en del af flere politiske aftaler, være til rådighed for pressen og kollegaer, og ikke mindst stadig værne om at være i dialog med sine vælgere. Torsten kunne desværre ikke selv være til stede for at modtage prisen, og derfor troppede hans søster Trisse op for at tage imod prisen. 

Vinderen af Dialogprisen 2022: Marie Stærke

Marie Stærke har været borgmester i Køge siden 2018, og hun vinder prisen netop fordi hun formår at være en repræsentant for borgerne i Køge, hvor alle føler, at de kender hende. Hun er en repræsentant for borgerne og tilgængelig på de sociale medier, såvel som til torvedag i byen. 

Marie Stærke udtalte selv, da hun blev Køges borgmester, at hun ville sørge for en model for god dialog i kommunen. Dette kan man sandelig sige, at hun er lykkedes med, og det er også derfor, at hun ender med at vinde årets Dialogpris.

Vinderen af Dialogprisen 2021: Aaja Chemnitz Larsen

Aaja har været medlem af Folketinget siden 2015 og blev genvalgt ved folketingsvalget 2019 med flere end 27 procent af de grønlandske stemmer. Ifm. afslutningen af Folkemødet 2021 på hovedscenen fik hun overrakt prisen og et unikt bornholmsk skrin. Her sagde Folkemødets formand, Vibe Klarup, som repræsentant for juryen om vinderen:

Aaja Chemnitz Larsen er nomineret for sit arbejde som fortaler for en konstruktiv tillidsvækkende dialog mellem Grønland og Danmark - kulturelt såvel som politisk. For Aaja Chemnitz Larsen er de sociale problemer på Grønland et anliggende for hele Rigsfællesskabet. Derfor har hun længe kæmpet for øget dialog og samarbejde Danmark og Grønland imellem, og hun opnår resultater på grund af sin lyttende tilgang.

Tidligere vindere af Dialogprisen

2019: Christina Krzyrosiak Hansen 

2018: Jacob Mark

2017: Liselott Blixt

2016: Uffe Elbæk

2015: Ida Auken

2014: Pia Olsen Dyhr

2013: Esben Lunde Larsen