Grønt Folkemøde

I forbindelse med Folkemødet er der i år særligt fokus på madspild. Det sker i et samarbejde mellem Stop Spild af Mad, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Restauranter & Cafeer og Foreningen Folkemødet. I den forbindelse lanceres der en særlig Folkemøde Edition TreatBox som har til formål at begrænse madspild under Folkemødet.

TreatBoxen er verdens første biologisk nedbrydelige madspildsæske i karton, som du nemt og bekvemt kan folde selv og som dermed erstatter plastik.
Overalt på Folkemødet vil du på de forskellige spisesteder kunne finde en TreatBox. Folkemødet vil gerne gå forrest i kampen mod madspild, og anbefaler derfor at du benytter en TreatBox til din overskydende mad i stedet for at smide den ud.

 

Historien bag "Grønt Folkemøde"

I 2011 samledes 3000 mennesker dagligt til det allerførste Folkemøde i Allinge. I 2014 var antallet af debatlystne danskere steget til 22.000 om dagen. Folkemødet vokser, og jo flere mennesker, der juni efter juni samles til tusindvis af events i Allinge by, jo vigtigere bliver Folkemødets grønne profil.
 
Folkemødet startede derfor i 2015 et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og vil over de næste tre år arbejde på at mindske det aftryk, som fire dages politisk festival i Allinge efterlader. Samtidig vil vi vise et udvalg af fremtidens bæredygtige løsninger. Folkemødet samler en stor mængde aktører og er derfor et oplagt udstillingsvindue for fremtidens løsninger på vores forbrug af jordens ressourcer.
 
Med det grønne samarbejde fejer vi for egen dør, før vi stiller krav til andre. Derfor starter Folkemødet med at optimere på nogle af de områder, vi selv er herre over: affald og vand – og på længere sigt også transport, energi, affaldsminimering og genanvendelse. Vi fastholder stadig de initiativer vi allerede har taget på Folkemødet med fokus på madspild, køber Klimavalg hos Østkraft til at dække Folkemødets strøm og vi opfordrer til at bruge bus og cykler.
Om tre år forestiller vi os et Folkemøde, der vælger de mest optimale grønne løsninger hele vejen rundt.  Derfor vil folk fra Danmarks Naturfredningsforening også være til stede på Folkemødet for at indsamle viden og inspiration til, hvordan Folkemødet kan blive mere grønt.
 
Indsatsen for at skabe et stadigt grønnere Folkemøde fortsætter.