Uværdigt ældreliv i hjemløshed, misbrug eller psykisk sygdom

Ældrereformen nævner ikke med et ord de mest udsatte eller specialplejehjem. Men mennesker i hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom og andre former for udsathed bliver også ældre. Og de kan ikke rummes i traditionelle plejehjem. Der mangler tilbud til den ældste gruppe af mennesker i udsatte livspositioner, og det virker til, at samfundet vender det blinde øje til det. Hvor er næstekærligheden blevet af i mødet med den ældre generation i udsatte livspositioner? Hvordan kan politikere, fagprofessionelle, pårørende, de ældre selv eller andre råbe op og skabe fokus på de nødvendige løsninger? Kræver det for meget? Har vi for lidt tid, penge, er vi kommet til at lide af berøringsangst – eller er vi blot os selv nærmest? Hvordan kan vi skabe og understøtte rammer for en mere værdig alderdom for de svageste?