Search

Borgere fra hele landet har udviklet idéer til at styrke dialogen forud for årets Folkemøde

Foreningen Folkemødet har taget initiativ til en række digitale Folkehøringer, hvor borgere i hele landet kunne udvikle idéer til at sparke gang i dialogen rundt om i Danmark.

Hvordan skaber vi kontakt mellem mennesker, som er uenige? Hvordan kan vi tale om politik med mennesker, der har andre meninger end os selv uden frygt?Det er nogle af de spørgsmål, som Foreningen Folkemødet i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Højskolerne og Frirummet har drøftet med danskerne på fem regionale Folkehøringer.

Formålet med Folkehøringerne var at brede den demokratiske samtale ud i hele landet og sammen med borgerne udvikle idéer til nye demokratiske initiativer, der kan styrke dialogen og samtalen på tværs af mennesker med forskellige meninger.

Og det var præcis dét Folkehøringerne fik gjort mener direktør i Foreningen Folkemødet, Camilla Laudrup:”Det var dejligt at opleve så mange nye ideer komme frem ved Folkehøringerne. Vi har i den grad brug for som samfund , at vi mødes og taler sammen på tværs af holdninger. Nu glæder jeg mig til, at nogle af de mest spændende regionale ideer vil blive præsenteret på  Folkemødet og bagefter kommer ud og bliver afprøvet”, udtaler Camilla Laudrup.

En masse regionale idéer på bordet

Ved Folkehøringerne blev deltagerne budt velkommen af Foreningen Folkemødet, hvorefter en professionel innovationsrådgiver satte gang i selve workshoppen. Deltagerne blev først præsenteret for en række eksempler på demokratiske initiativer, hvorefter idéudviklingen gik i gang i små grupper. Blandt de mange idéer var der alt fra drive-in debat, holdningslotterier og en ironman på strækningen, hvor der er forslag om en ny limfjordsforbindelse.

En af deltagerne ved den første høring i Region Sjælland var 36-årige Anders Vestergaard Green, der bor i Ringsted og til dagligt arbejder som elektronikfagtekniker. Han deltog ved Folkehøringen, da han ønsker at deltage mere aktivt politisk. Samtidig mener han, at der har været en kulturændring i Danmark over de seneste år, hvor demokratiet er gået fra at være folkets til i højere grad at være politikernes, i en vis grad afkoblet fra folkelig debat. Og her mener han, at Folkemødet og lignende arrangementer er en god mulighed for at styrke dialogen mellem mennesker.

”Vi har behov for mere og bedre dialog, end vi har i dag, for det er den, der forbedrer os, og det er med til at udvikle os. Jeg synes, at udvikling er ekstremt vigtig, især den demokratiske udvikling”, udtaler Anders Green og fortsætter: ”Jeg synes, at hele konceptet med, at det er almindelige borgere, der er med til at udvikle den politiske platform og debat, er en ekstremt interessant tankegang. Jeg tror bestemt, at Folkemødet kan være med til at bidrage positivt til dette”.

Også i Region Syddanmark var der mødt forventningsfulde deltagere op. Blandt andre 29-årige Mette Skaarup, der til dagligt er fuldmægtig og bor i Odense.

På samme måde som Anders Green mener hun, at der er behov for at dyrke dialogen og styrke demokratiet: ”Den demokratiske samtale er under pres fra mange sider, og jeg mener derfor, at det er utroligt vigtigt, at vi hver især gør, hvad vi kan for at hjælpe dialogen på vej”, udtaler Mette Skaarup og fortsætter:

”Det er bydende nødvendigt, at vi træner evnen til at tale sammen på tværs af holdninger og forskelligheder, og at vi bliver bedre til at respektere hinandens meninger og følelser, samt at vi bliver bedre til at lytte til hinanden. Og selvom det er svært, tror jeg på, at det kan lade sig gøre, hvis vi gør en indsats”.

Idéerne samles i et idékatalog

Anders, Mette og de øvrige deltageres idéer fra alle fem Folkehøringer er nu ved at blive samlet i et idékatalog, der bliver offentligt tilgængeligt via Folkehøringernes partnerkreds. Samtidig bliver de bedste idéer udvalgt og præsenteret på Folkemødets Hovedscene i Allinge den 19. juni, hvor politikere og andre udfordres til at afprøve og gennemføre dem. Ligeledes er det håbet, at deltagerne selv har lyst til at arbejde videre med idéerne efterfølgende, og at Folkehøringer dermed kan tilskynde til flere demokratiske initiativer lokalt og regionalt.

Fakta:

  • Forud for årets Folkemøde på Bornholm har Foreningen Folkemødet i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Højskolerne og Frirummet inviteret til regionale, digitale Folkehøringer. Her udviklede borgere idéer til demokratiske initiativer, som skal skabe nye forbindelser mellem mennesker med forskellige meninger.

  • De bedste idéer bliver udvalgt og præsenteret på Folkemødets Hovedscene i Allinge den 19. juni, hvor politikere og andre udfordres til at afprøve og gennemføre dem.

  • En ny analyse fra Norstat Danmark foretaget for Foreningen Folkemødet viser, at knap hver tredje dansker oplever, at coronakrisen har gjort det sværere eller meget sværere at tale politik med mennesker, de er uenige med. Knap 7 ud af 10 mener, at det har stor betydning for demokratiet at tale med mennesker, man er uenig med. (Kilde: Norstat Danmark, analyse foretaget blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 22.-25. marts 2021)

  • Læs idékataloget her.