Search

ENDELIG FOLKEMØDE IGEN! FØRSTE FOLKEMØDE-DAG VEL OVERSTÅET

God stemning, god plads, spændende debatter og sol fra en skyfri himmel.
Sådan så Folkemødet 2021 ud på den første dag. Der blev debatteret klima, ligestilling, coronakrise og mange andre emner under åben himmel i Allinge. Og online kunne resten af landet følge med.


Efter to år er det endelige blevet tid til Folkemøde igen. Ikke alene kunne vi igen samles i Allinge og dyrke den demokratiske samtale; men i år fejrer vi også Folkemødets 10-års jubilæum. Samtidig er Folkemødet i år en hybrid af fysiske møder i Allinge og digitalt på www.folkemødet.dk.

Den første dag er nu vel overstået, og vi blev bekræftet i at debatten lever i bedste velgående og at Bornholm stadig lever op til kælenavnet ’solskinsøen’.

Folkemødet blev åbnet af en yderst veloplagt duo bestående af Janni Pedersen og Anders Breinholt, der med udsigt til den smukke Østersø, så tilbage på tidligere folkemøder og markerede ti-års jubilæet. Med videoklip fra tidligere år, fremhævede de nogle af de mange sjove minder fra Folkemødet gennem årene. Bl.a. kunne seere og gæster på bænkene i Allinge (gen)opleve dengang Janni Pedersen tabte et væddemål og måtte hoppe i Allinge Havn.

Værtsparret fortsætter med nedslag i Folkemødets historie de næste to dage, når de fortsat styrer Folkemødet fra hovedscenen.

Taler, poesi, latter, debatter og EM-fodbold
Folkemødets scener bød på et spændende og alsidigt program. Samlingspunktet for det hele var temaet for årets Folkemøde, fra dvale til drivkraft, hvor vi genstarter samfundet efter mere end et år med corona.

På Partiscenen talte Mette Frederiksen om det seneste års nedlukning af landet og det sammenhold, der har bundet landet sammen. Fra hovedscenen fremførte poeten Sara Hauge et digt, om den rejse vi alle været igennem det seneste år.

Også nogle af de emner, der har stået i skyggen af pandemien, fik igen fokus. Blandt andet blev temperaturen på klimadebatten taget, da klimaminister Dan Jørgensen kiggede forbi hovedscenen.

På tværs af scenerne i Allinge og fra live-streamede events fra hele landet, blev der debatteret alt fra trivsel, erhvervspolitik, socialt udsatte og sundhed til ligestilling, forskning, EU og undervisning.

Det helt store samlingspunkt, EM i fodbold, var naturligvis også en del af Folkemødet. Kampen startede med en dansk scoring i andet minut, der fik hele Folkemødet til at juble og håbe. Den gik dog ikke, og vi endte med et nederlag til Danmark, der måtte se sig slået af Belgien.

Heldigvis kunne stemningen blive løfte igen efter kampen, da det politiske band Helveg/Mogensen band tonede frem på Partiscenen, hvor de gav et politisk rockshow, mens dagen gik på hæld.

I morgen fortsætter Folkemødet 2021. Man kan deltage i Allinge, hvor der fortsat er ledige billetter – eller man kan følge med digitalt på www.folkemødet.dk

Vi glæder os til endnu i dag med fejring af vores demokrati.

 

Se highlights fra Folkemødets første dag nedenfor