FAQ:
OM LARMENDE OG FORSTYRRENDE AKTIVISTER PÅ FOLKEMØDET
Opdateret 7. juni 2024
Vi betragter det som Folkemødets rolle at skabe rum, hvor alle inddrages, og hvor vi kan udvikle samtalerne for at styrke demokratiet. Vores arrangører, scener og partnere tager et stort ejerskab for Folkemødet, og de er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Tak for det!
Det betyder, at Folkemødet er et samskabende event med 200 scener, hvor hver arrangør har ansvar for egen scene og arrangement. Derfor har mange efterspurgt råd til, hvordan de som arrangører skal forholde sig i tilfælde med larmende og forstyrrende aktivister.
Her følger en FAQ, som besvarer mange af de spørgsmål, som arrangører måtte have. Hvis ikke I finder jeres spørgsmål besvaret, så skriv endelig til Folkemødets sekretariat på [email protected]
Publikummer kan nederst også læse, hvordan de opfordres til at forholde sig.
FØR FOLKEMØDET
Hvordan forholder Folkemødet sig til larmende og forstyrrende aktivister?
-
Personer og grupper, der bevidst ødelægger debatter og lukker ned for andres samtaler, er ikke velkomne på Folkemødet. Folkemødet foregår i det offentlige rum og er derfor reguleret af de love, regler og rettigheder, der gælder her.
-
Vi tager afstand fra aktivister, der ønsker at tiltvinge sig adgang til en given scene eller et arrangement. Folkemødet har ansvaret på hovedscenen, hvor vi også har vagter. Arrangørerne har ansvaret for deres egne scener.
-
Vi opfordrer alle på Folkemødet til at deltage i den demokratiske debat indenfor aftalte spilleregler. Alle gæster bør følge anvisninger fra ordstyrere, værter og politiet. Det giver de bedste rammer for den demokratiske samtale.
Hvilke juridiske hensyn skal vi som arrangører overveje?
-
Ytringsfrihed og Forsamlingsfrihed: Overvej larmende og forstyrrende aktivisternes juridiske rettigheder, da Folkemødet afholdes i et åbent, offentligt rum, hvor ytringsfrihed og forsamlingsfrihed gælder. Sørg for, at eventuelle planer og handlinger, der tages for at håndtere forstyrrelser, ikke krænker disse grundlovssikrede rettigheder.
Hvordan kan vi som arrangører forberede os på potentielt larmende og forstyrrende aktivisme?
-
Planlægning og Kommunikation: Overvej at forberede jeres folkemøde ved at diskutere mulige scenarier og have en plan for, hvordan I vil håndtere forstyrrelser. Overvej også at kommunikere jeres arrangementets retningslinjer i forvejen. Det kan eventuelt ske via jeres sociale medier før arrangementet, og under via skilte og meddelelser.
-
Træn konflikthåndtering: Overvej at træne jeres personale og frivillige i håndtering af larmende forstyrrelser, herunder de-eskalationsteknikker, og opret retningslinjer for forskellige scenarier, så jeres folkemøde-hold ved, hvordan de skal håndtere potentielle konflikter.
-
Sekretariatet: Overvej at samarbejde med Folkemødets sekretariat. Hvis du har en formodning om, at et af jeres arrangementer på Folkemødet risikerer at blive afbrudt, så er vi klar til at hjælpe.
Hvis en arrangør vil lave en plan for larmende og forstyrrende aktivister, hvilke råd og guidelines har Foreningen Folkemødet opstillet til arrangører, som de kan overveje at følge, hvis de har lyst til det, og det giver mening for dem?
-
Idekatalog: Folkemødet har udarbejdet et forslag til et idékatalog (andetsteds kaldet ”oplæg til handlingsplan”), som arrangører og partnere kan hente inspiration i. Idékataloget bliver løbende opdaterede med forslag ud fra de erfaringer og inputs som Folkemødets sekretariat får ind udefra og fra arrangører og partnere:
-
På Folkemødet spiller arrangører og partnere en hovedrolle i at skabe gode og sunde debatter, som i mange tilfælde også har en ”bred” offentlig interesse. Allerede inden Folkemødet kan I derfor overveje – hvis I synes, det giver mening for jer - at invitere en bred vifte af deltagere med i paneler, debatter mv., så forskellige synspunkter om det pågældende emne bliver repræsenteret bedst muligt.
-
-
-
Hvis der opstår højlydte protester under et event, kan I i jeres plan overveje, hvordan I vil starte en dialog med aktivisterne. Om ikke andet for at få en fornemmelse af, om de også er interesseret i en dialog. Dialogen kan også indebære, at I som arrangører markerer overfor aktivisterne, at de forstyrrer jeres arrangement, og at de enten skal gå eller tie stille. Prøv eventuelt at ret henvendelse til én af de forreste aktivister.
-
-
-
I forlængelse af det, kan I også gøre jer overvejelser om, hvorvidt I ønsker at invitere eventuelle aktivister op på scenen for at fremføre deres synspunkt? Enten ved at en talsperson indtræder i debatten, eller ved at aktivisterne får nogle minutters taletid.
-
-
-
Overvej eventuelt også, hvad næste skridt skal være, hvis aktivisterne afviser invitationen og fortsætter med at forstyrre. Her kan I overveje at holde en pause og derefter genoptag arrangementet. aktivisterne går måske af sig selv – måske efter appel fra andre gæster. Fortsætter aktionen, skal I beslutte, om der skal tages endnu en pause eller igen tilbydes taletid.
-
-
-
Hvis I har en dialog med aktivisterne, så overvej at tilstræbe at holde den. Overvej om det eventuelt kræver en smule træning i konflikthåndtering hos en ansat eller frivillig.
-
-
-
Prøv eventuelt også at forberede jer på, at I ikke skal være bekymret for, hvis der kommer tilråb eller højlydt ytringer fra tilskuere – hvis I skønner det muligt og konstruktivt, så inddrag dem eventuelt i dialogen.
-
-
-
Overvej også andre muligheder. For eksempel kan I opfordre publikum til at synge en sang, som er nem og neutral. Eventuel en sang I har printet på forhånd, eller en sang I kan afspiller fra et lydanlæg.
-
Uanset hvad I som arrangør vælger at have plan eller retningslinjer, så overvej at få det kommunikeret ud til publikum og deltagere. Det kan f.eks. være på skilte eller plakater synlige steder ved arrangementet/teltet.
-
Vi / jeg har et forslag til Foreningen Folkemødets idékatalog, hvad gør jeg?
-
Idéer modtages: Har du et forslag til, hvad arrangører på Folkemødet kan gøre for at håndtere larmende og forstyrrende aktivister, så hører vi gerne fra dig. Skriv ind til [email protected]
UNDER FOLKEMØDET
Hvilke indikatorer skal vi være opmærksomme på, som kan signalere, at en aktion er ved at finde sted?
-
Tjek jeres dagsorden: Overvej at være ekstra opmærksomme, hvis der er kontroversielle emner på jeres dagsorden. Hold øje med større grupper af mennesker, der samles hurtigt, personer med megafoner eller bannere.
-
Spørg sekretariatet: I kan også overveje at bede Folkemødets sekretariat om en vurdering af jeres events. Så melder vi tilbage, hvis der er noget, vi synes, I skal overveje at være ekstra opmærksomme på. Vi kommer ikke med forslag med, mindre I beder os om det, og det er op til jer selv at beslutte, hvad I vil bruge vores vurdering til. I er velkomne til at skrive til os om dette på [email protected]
Hvad skal vi gøre, hvis en forstyrrelse opstår under vores event?
-
Følg jeres forberedelse: Hvis I har lagt en strategi og en plan, så følg den.
-
Kontakt Folkemødets sekretariat: Uanset om I har en plan eller ej, så er Folkemødets sekretariat klar til at eventuelt at mægle mellem jer og aktivisterne, hvis I har behov for det. Vi sidder klar på +45 61 20 06 31.
-
Hjælp til mægling og dialog: Hvis I som arrangør oplever en larmende og forstyrrende aktion ved jeres event og har brug for hjælp, så er I velkomne til at ringe til Folkemødets sekretariat. Så sender vi en repræsentant fra Foreningen Folkemødet, som vil mægle mellem jer og aktivisterne. Det kan også være, at vi allerede er til stede ved arrangementet. I det tilfælde vil vi selv give os til kende og lade jer vide, at vi er klar til at gå ind som mægler, hvis I som arrangør ønsker det.
Kan vi få larmende og forsstyrrende aktivister fjernet på – og fra – Folkemødet?
-
Folkemødet er åbent og offentligt. Derfor er aktivister, ligesom alle andre i Allinge under Folkemødet, beskyttet af ytrings- og forsamlingsfriheden. Folkemødet har ingen sikkerhedsvagter til at patruljerer på Folkemødet eller til at stå vagt ved arrangementer. Det er kun politiet, som står for Folkemødets og folkemødegæsternes sikkerhed, og derfor kun politiet, der beslutter, hvornår de vil sætte ind overfor aktivister.
Hvordan dokumenterer vi hændelserne korrekt for at kunne følge op efter Folkemødet?
-
Video og billeder: Noter tid, sted, involverede personer og hændelsesforløbet. Tag gerne billeder eller videoer, hvis det er muligt og passende. Lav eventuelt én rapport. I må også gerne overveje at sende jeres materiale til Folkemødets Sekretariat, så vi kan bruge det i evalueringen af Folkemødet.
Hvordan evaluerer vi vores håndtering af situationen efter arrangementet?
-
Debriefing: Overvej at holde et opfølgende møde med jeres team for at diskutere, hvad der gik godt, og hvad der kan forbedres. Del feedback med Folkemødets sekretariat og modtag deres input.
Hvordan håndterer vi mediernes dækning af forstyrrelser?
-
Talsperson: Overvej at have en talsperson klar til at kommunikere med medierne. I kan også overveje at forberede udtalelser.
TIL PUBLIKUM
Hvordan skal jeg som publikummer forholde mig, hvis aktivister afbryder et arrangement på Folkemødet med forstyrrelser og larm?
-
Bevar roen: aktivisterne larmer, og det er generende, men så længe de holder sig inden for loven, er din og andres sikkerhed er ikke truet. Politiet er som talstærkt til stede på Folkemødet og griber ind i de situationer, hvis de skønner, det er nødvendigt.
-
Følg anvisninger fra arrangørerne: Hvis arrangørerne har meldt en plan ud inden arrangementer, eller de har retningslinjer stående fremme på et skilt eller lignende, så følg disse anvisninger og instruktioner.
-
Forlad området om nødvendigt: Skulle der være optakt til konflikt mellem aktivister og andre, så overvej at forlade området og søge sikkerhed et andet sted.
-
Vær tolerant og respektfuld: Selvom du måske ikke er enig i aktivisternes synspunkter, så vær tolerant og respektfuld over for deres ret til at udtrykke dem.
-
Rapporter eventuelle problemer: Hvis du ser eller oplever problemer, så rapporter det til arrangørerne, Folkemødets sekretariat eller politiet.