Search

Fem politikere er nomineret til Folkemødets dialogpris

Foreningen Folkemødet offentliggør i dag, de fem nominerede til Dialogprisen 2021. Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst - en der ikke bare taler, men taler med. Prisen uddeles lørdag den 19. juni på Folkemødets hovedscene.

Uddelingen af årets Dialogpris er en fast tradition på Folkemødet. Den uddeles til en politiker, som i særlig grad har vist en åben og lyttende tilgang til den politiske debat og dialogen med borgerne og som har vist vilje til at fastholde dialogen og finde nye dialogforme runder de særlige betingelser, som corona-restriktionerne har sat. Og det glæder formand for Foreningen Folkemødet og medlem juryen, Vibe Klarup at kunne uddele prisen i år:

 

”Dialogprisen er en vigtig pris, for her hylder vi den demokratiske samtale – og kunsten af samtale. Det seneste år har i dén grad vist os hvor vigtig den samtale er. Særligt i krisetider har vi alle brug for at mødes på tværs af meninger og dér er det vigtigt at politikerne går foran og viser, hvordan man skaber en – gerne kritisk, men også konstruktiv dialog. Og derfor glæder vi os til igen at kunne uddele prisen”, siger Vibe Klarup.

 

De øvrige medlemmer af juryen er: Chris Preuss, formand for DUF, Søren Kaster, direktør i Lead og Per Paludan Hansen, Formand i DFS.

 

Målet med dialogprisen er et fremhæve den gode konstruktive politiske dialog, hvor politikere gennem samtale og udveksling af viden og idéer med borgerne bliver klogere. Juryen har i samråd nomineret fem politikere, som de mener gør sig fortjent til dialogprisen:

  • Mona Juul, folketingsmedlem (C)

  • Stinus Lindgreen, folketingsmedlem (RV)

  • Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune (S)

  • Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem (IA)

  • Tommy Halers (V)

 

Dialogprisen er skabt af Foreningen Folkemødet, Lead Agency, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdomsfællesråd (DUF). Alle kan stemme på, hvem der skal modtage prisen via www.dialogprisen.dk frem til den 19. juni kl. 16.

 

 

Tidligere vindere af Dialogprisen

2019: Christina Krzyrosiak Hansen (S)

2018: Jacob Mark (SF)

2017: Liselott Blixt (DF)

2016: Uffe Elbæk (Alt)

2015: Ida Auken (RV)

2014: Pia Olsen Dyhr (SF)

2013: Esben Lunde Larsen V)