Search

FOLKEMØDET ER TILBAGE

Folkemødet 2021 er nu veloverstået, som det første store arrangement, udover EM-fodbold, i Danmark siden coronanedlukningen. Folkemødet blev afholdt i et mindre, sektionsopdelt coronatilpasset format. På de tre dage i Allinge samledes 8.000 deltagere til politisk debat for at genstarte den demokratiske samtale.


Folkemødet er tilbage. Efter corona-aflysningen i 2020, blev demokratifestivalen 17.-19. juni 2021 gennemført i coronatilpasset form. Alle partiledere holdt traditionen tro partiledertaler fra Folkemødets hovedscene, vist på TV2 News, og både beslutningstagere og borgere mødtes i massevis af debatter. Men derudover var det et helt anderledes og coronatilpasset Folkemøde.

Det betød færre mennesker samlet ved 11 forskellige scener på en indhegnet folkemødeplads. Folkemødet fulgte myndighedernes restriktioner for store udendørs kulturarrangementer for siddende publikum, og blev derfor opdelt i fire mindre sektioner med krav om blandt andet billetbestilling, fremvisning af coronapas, afstand og hygiejnetiltag.

I løbet af de tre dage blev der afholdt 268 forskellige events og debatter i Allinge, fordelt på Folkemødets scener. Der blev debatteret vidt forskellige temaer – fra grøn omstilling og uddannelsespolitik til hvordan erhvervslivet kommer bedst videre efter corona. Over hele landet blev afholdt 198 folkemøde-arrangementer torsdag den 17. juni, hvor man kunne følge med digitalt. I alt deltog 259 forskellige foreninger, partier, organisationer mv. med et eller flere events i Folkemødet 2021.

Udover at fejre, at vi igen kunne holde Folkemøde, kunne Folkemødet også fejre 10-års jubilæum. Siden 2011 har demokratifestivalen vokset og udviklet sig, og er blevet en fast tradition i den politiske kalender. Jubilæet blev bl.a. markeret af Folkemødets værtspar, Anders Breinholt og Janni Pedersen, der havde samlet videoklip fra tidligere år.

Solskin, debat og fællesskab
Folkemødet 2021 blev afholdt under åben himmel i strålende sol med rekordhøje temperaturer. På scenerne i Allinge og fra de live-streamede events blev debatteret alt fra trivsel, verdensmål, erhvervspolitik, socialt udsatte og sundhed til ligestilling, kulturpolitik, forskning, EU og klimaudfordringer. Folkemødedagene bød også på koncerter med musikerne Annika Aakjær og Katinka og visning af EM-kampen Danmark-Belgien. Arrangementer, der var med til at skabe den folkemødestemning, som vi har savnet siden 2019. Samtidig summede Allinge af aktivitet, hvor andre organisationer i forlængelse af Folkemødet afholdt debatter og events. Bl.a. dækkede DR Folkemødet fra Allinge Havn og fra Grønbechs Hotel sendte Altinget live.

Foreningen Folkemødet siger tak til alle, der har deltaget, hjulpet til og har sikret gennemførslen af Folkemødet 2021. Nu foregår den sidste nedpakning og oprydning, inden arbejdet med Folkemødet 2022 begynder.

Vi ses den 16.-19. juni 2022 i Allinge!

 

FAKTA

  • 8.000 unikke deltagere på Folkemødet i Allinge

  • Der blev indløst 14.000 billetter til events de tre dage

  • 268 debatter på Folkemødet i Allinge

  • 198 debatter gennemført over hele landet og delt på folkemødet.dk

  • 259 forskellige foreninger, partier, organisationer mv. afholdt et eller flere events

  • 200 borgere fra de fem regioner deltog i Folkehøringer som optakt til Folkemødet

  • Folkemødet næste år foregår 16.-19. juni 2022 i Allinge på Bornholm

 

Se en kort video fra Folkemødet 2021 nedenfor: