Search

FOLKEMØDET SÆTTER FOKUS PÅ USYNLIGE HANDICAPS MED SOLSIKKESNOREN

Solsikkesnoren har på få år vundet stor udbredelse i Danmark, hvor mere end 100.000 solsikkesnore i dag er i omløb, og mere end 400 virksomheder er gået med i programmet – herunder nu også Folkemødet. Snoren har til formål at tydeliggøre usynlige handicap og skabe viden om, hvordan vi alle kan bidrage til et mere inkluderende samfund.


Folkemødet på Bornholm har fra i år tilsluttet sig Solsikkeprogrammet. Dette betyder, at alle deltagere, medarbejdere og frivillige under hele Folkemødet kan henvende sig i informationen og få udleveret en gratis solsikkesnor. Solsikkesnoren viser, at man har et usynligt handicap og kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Folkemødets medarbejdere og frivillige har modtaget træning fra Solsikkeprogrammet i, hvordan man hjælper eller tager hensyn til en bærer af en solsikkesnor. På den måde er Folkemødet med til at sikre, at også mennesker med usynlige handicap kan få sig en god oplevelse i Allinge.

”Det er helt grundlæggende for et sundt demokrati og for Folkemødets DNA, at der skal være plads til alle. For mennesker med usynlige handicap kan det dog føles udfordrende, når der fx er mange mennesker samlet, eller man gerne vil deltage i debatten, men har brug for lidt hensyn. Her er Solsikkesnoren en tydelig måde at vise, at vi skal være ekstra opmærksomme og forhåbentligt bidrage til at skabe et mere inkluderende folkemøde,” siger Vibe Klarup, formand for Folkemødet.

Hvad er Solsikkesnoren?

Omkring hver fjerde dansker har et usynligt handicap som fx ordblindhed, psykisk sygdom, autisme, ADHD, demenssygdom, hjerneskade, talehandicap, blindhed eller hørehandicap. For denne gruppe kan hverdagsopgaver som at handle ind, tage offentlig transport eller befinde sig steder med mange mennesker være krævende. Samtidig kan mange mennesker have svært ved at forstå de udfordringer, personer med usynlige handicap møder i deres hverdag, simpelthen fordi de er usynlige.

”Solsikkesnoren gør det usynlige synligt. Ved hjælp af snoren kan personer med usynligt handicap tydeligt signalere, at de kan have behov for hjælp, støtte, tålmodighed, udførlige forklaringer eller måske bare lidt ekstra tid. På den måde vælger man selv at være synlig, når man har lyst,” forklarer Stine Ringvig Marsal, nordisk direktør i Solsikkeprogrammet.

Mere end 100.000 Solsikkesnore i omløb

Siden Solsikkesnoren i 2019 for første gang blev uddelt til passagerer og medarbejdere i Københavns Lufthavn, har adskillige danske virksomheder og organisationer tilsluttet sig Solsikkeprogrammet.

I dag er der således mere end 100.000 solsikkesnore uddelt eller klar til at blive uddelt rundt omkring i Danmark hos fx IKEA, i Salling Groups 1700 butikker som Netto, Føtex og Bilka, attraktioner som Zoologisk Have, Legoland, Tivoli, de større danske lufthavne, Movia, Arriva, Midttrafik, fodboldklubberne Brøndby IF og AGF, samt på en lang række af landets apoteker.

”Det gør en helt klar forskel for personer med usynlige handicap, at de kan signalere til omverdenen, at de har behov for hensyn. Solsikkesnoren har desuden været med til at åbne manges øjne for, at der er en meget stor gruppe af danskere som kæmper med ting i hverdagen, vi andre tager for givet – som at handle ind eller at tage bussen,” siger Stine Ringvig Marsal.

Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele. Man kommer ikke forrest i køen eller får andre fordele. Snoren signalerer, at bæreren har brug for ekstra tid, tålmodighed og hjælp. Det kan være en stor hjælp, hvis man som bruger er faret vild, har mistet overblikket eller bliver utryg blandt andre mennesker.  

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg møder Solsikkebærere på Folkemødet?

Hvis du er arrangør på debatter, har et telt eller arbejder i en mad- eller drikkevogn betyder Solsikkesnoren, at du skal være særlig opmærksom. Til arrangementer og debatter kan du spørge en bærer af Solsikkesnoren, om du kan hjælpe med noget. Det kan være, at bæreren har brug for at vide, hvad programmet er, hvor de må sidde eller hvordan de finder vej. Hvis du arbejder i en mad- eller drikkebod kan du være opmærksom på at give solsikkebæreren god tid og hjælpe lidt mere. Det kan være, de har svært ved at tale eller høre, svært ved at orientere sig eller nemt bliver forvirrede.

Bærere af Solsikkesnoren bestemmer selv, om de har lyst til at fortælle, hvorfor de bærer snoren eller hvilke særlige udfordringer de har.

Hvis du som almindelig gæst på Folkemødet møder en Solsikkebærer, er der ikke nødvendigvis behov for, at du tilbyder din hjælp. Men ser du en gæst med Solsikkesnoren, som har brug for hjælp, ved du allerede, at personen har brug for tid og tålmodighed. Du kan ikke nødvendigvis se, hvilke udfordringer de har.

Silke Ena Svare, som bruger Solsikkesnoren og flere gange har været deltager på Folkemødet, fortæller: "At folkemødet er gået med i solsikkeprogrammet, er med til at gøre folkemødet til et trygt sted at være for mig, og andre med usynlige handicaps. Der er nemlig en tryghed i, at folk omkring mig kan se, at jeg kan have behov for ekstra hjælp og støtte i en eller flere situationer. Når så mange mennesker er samlet på et sted, bliver det hurtigt overvældende og uoverskueligt at finde rundt, og der kan også hurtigt opstå misforståelser mennesker imellem. Der hjælper min solsikkesnor, for den gør det nemmere for mig at bede om hjælp, og gøre mig selv og mine særlige behov forståelige for mennesker omkring mig."

Faktaboks: Solsikkesnoren på Folkemødet

  • Solsikkesnoren er en grøn nøglesnor med solsikker på.

  • Folkemødet udleverer i år for første gang Solsikkesnoren. Find dem i informationen.

  • Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele, men signalerer til andre, at der kan være behov for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.

  • Folkemødets indtræden i Solsikkeprogrammet markeres torsdag kl. 12.45-13.45 på Folkemødets Fællesscene (B5)