Search

FOLKEMØDET VENDER KRISEUNDERSKUD TIL REGNSKAB I PLUS 

Folkemødet har navigeret sig gennem corona-året 2021 ved at gennemføre Danmarks største hybrid-Folkemøde. Foreningen Folkemødet har vendt corona-krise og underskud efter aflysningen i 2020 til et 2021-regnskab i plus. 


På årets generalforsamling i Foreningen Folkemødet den 23. marts 2022 i Allinge, udtrykte Foreningen Folkemødets formand, Vibe Klarup, at hun er stolt over årets resultat, som viser et lille, positivt resultat på 117.015 kroner.

“Folkemødet stod i en yderst kritisk situation efter aflysningen i 2020 og den fortsatte pandemi i 2021. Derfor var den store opbakning til Folkemødet i 2021 fra både Folketinget, Bornholms Regionskommune og en hel række fonde og gode partnere fuldstændig essentiel for at kunne gennemføre et hybrid-folkemøde, der nåede utrolig bredt ud under yderst vanskelige vilkår,” siger Vibe Klarup. 

I 2021 blev Folkemødet afviklet som en hybrid mellem fysiske og digitale events. 259 forskellige foreninger, partier og organisationer afholdt fysiske eller digitale events, 8.000 deltog i Allinge, mens folkemødedebatter blev set online på folkemødet.dk 47.000 gange. 900.000 fulgte med i Folkemødet hjemmefra på TV2 News. På DR Radio fulgte 1.270.000 lyttere med, mens 441.000 fulgte med i Folkemødet på DR TV.

Direktør i Foreningen Folkemødet Camilla Laudrup siger:

”Det var vigtigt for os at gennemføre Folkemødet 2021 trods corona. Det føltes til tider som et konstant hækkeløb af udfordringer, men da vi sammen med hundredvis af organisationer faktisk lykkedes med at sikre et hybrid-folkemøde med bred politisk dialog under corona-krisen og ikke mindst sikre Folkemødet fremover, ja så har det været hele indsatsen værd,” siger Camilla Laudrup, der nu glæder sig til at skabe Folkemødet 2022 i fuld form – med tusindvis af gæster og hundredvis af græsrødder, erhvervsliv, organisationer og ikke mindst alle politiske partier i Allinge til sommer.

FAKTA

  • I 2020 blev Folkemødet aflyst og gik ud med et underskud på 378.000. I 2021 har Foreningen Folkemødet et lille, positivt resultat på 117.015 kr.

  • Foreningen Folkemødets nettoomsætning var i 2021 16.825.980 kr. Heraf bidrog en lang række lokale og nationale samarbejdspartnere og sponsorer til størstedelen af omsætningen, mens Folketinget bidrog med en bevilling på 2,9 mio. kr., og Bornholms Regionskommune ekstraordinært i 2021 bevilgede driftstilskud på 2,68 mio. kr. samt en Covid-19 bevilling på 644.000 kr.

  • En række lokale og nationale fonde har også bidraget med støtte, herunder Sparekassen Bornholms Fond, Brd. Larsens Legat, Bornholms Brand, Realdania og Turborgfondet.

  • I 2021 blev Folkemødet afviklet som et hybridfolkemøde. 259 forskellige foreninger, partier og organisationer afholdt fysiske eller digitale events, 8000 deltog i Allinge, mens folkemødedebatter blev set online på folkemødet.dk 47.000 gange. 900.000 fulgte med i Folkemødet hjemmefra på TV2 News. På DR Radio fulgte 1.270.000 lyttere med, mens 441.000 fulgte med i Folkemødet på DR TV.

  • Folkemødet 2022 foregår i Allinge den 16. - 19. juni 2022.