Search

Jørgen H. K. Jepsen stopper efter Folkemødet 2021

Når dette års coronatilpassede Folkemøde 2021 er afviklet og sommerferien er gået på hæld, stopper souschef Jørgen H. K. Jepsen hos Foreningen Folkemødet for at tiltræde i stillingen som administrerende direktør i Team Rynkeby Fonden.

Jørgen HK Jepsen har været en del af ledelsen af Folkemødet siden den 1. januar 2017, hvor afviklingen af demokratifestivalen overgik til Foreningen Folkemødet. Jørgen har varetaget ansvaret for produktion og partnerskaber.

Direktør i Foreningen Folkemødet, Camilla Laudrup, siger:
”Jeg er dybt imponeret over, hvordan Jørgen gennem de seneste år har været med til at skabe stærke og vigtige partnerskaber for hele landets demokratifestival og samtidig sikre en professionel afvikling af så stort et arrangement. Selvom jeg har fuld forståelse for, at Jørgen efter 4½ år i foreningen har valgt at takke ja til nye, spændende udfordringer, heldigvis først når dette års Folkemøde er ovre, så er der ingen tvivl om, at vi alle kommer til at savne Jørgens store iderigdom, erfaring og kæmpe arbejdsindsats,” siger Camilla Laudrup.

Om skiftet siger Jørgen HK Jepsen:
”Folkemødet er mere end bare et job. Det går ind i kroppen og bliver en del af ens DNA. Når vi har afviklet dette års Folkemøde til juni, så har jeg været med i 4½ år og bidraget til at få etableret Foreningen Folkemødet i Allinge og udviklet en festival, der fortsat nyder stor opbakning – både på Bornholm og i resten af landet. Folkemødet er et unikt og fantastisk projekt, der løftes af et kæmpe hold af engagerede mennesker. I mit nye job i Team Rynkeby Fonden kommer jeg også til et unikt og fantastisk projekt med masser af engagerede mennesker – og alle der kender mig ved, at jeg elsker at cykle. Derfor bliver vejen fra Allinge til Ringe forhåbentlig ikke så lang, men savnet til Folkemødet og Bornholm vil helt sikkert være stort. Lige nu glæder jeg mig dog først og fremmest til, at et helt års arbejde frem mod at skabe et digital-fysisk Folkemøde snart bliver forløst og at Allinge igen bliver centrum for den demokratiske samtale,” siger Jørgen H. K. Jepsen.

Jørgen HK Jepsen tiltræder 1. august som ny administrerende direktør for Team Rynkeby Fonden. Det kendte cykelprojekt, hvor mere end 2.500 frivillige indsamler penge til bl.a. Børnecancerfonden og cykler til Paris.

Foreningen Folkemødet holder afskedsreception for Jørgen i Folkemødehuset i Allinge onsdag den 30. juni klokken 14.00 til 17.00.