KOGENDE VARME DEBATTER PÅ BORNHOLM
Andendagen på Folkemødet i Allinge var en varm en af slagsen og selvom vejret indbød til en stranddag, så havde mange alligevel valgt at bruge dagen på festivalområdet i Allinge. Det var ikke blot temperaturen der var i top – det var de fremmødte gæster også.
Under den bagende sol blev de demokratiske muskler luftet, og selvom det er med små skridt, så er vi på vej tilbage til livet før coronakrisen.
Helt fra morgenstunden samlede publikum sig under solsejlene foran Folkemødets scener for at opleve debatterne i skyggen. Hovedscenen lagde ud med en svær samtale om, at COVID-19-nedlukningen har haft skræmmende konsekvenser for tusindvis af børn i misbrugsramte og/eller voldsudsatte familier. Her talte Pia Olsen Dyhr fra SF og Eva Kjer Hansen fra De Konservative om, hvordan vi som samfund kan hjælpe børnene.
Alle teltene på Folkemødet var spækket med et tæt program fyldt med debatter om eksempelvis økologi, sundhedsdata, verdensmål og meget andet. Samtidig summede hele Allinge af aktivitet, hvor andre organisationer i forlængelse af Folkemødet afholdt debatter og events.
Fredag bød på partiledertaler fra Alternativet, Socialdemokratiet, Venstre og SF. Statsminister Mette Frederiksen kaldte til kamp mod tech-giganterne og deres indflydelse på vores demokratiske samtale – og så skal de også til at betale skat, lød det fra statsministeren.
Veganerpartiet stillede skarpt på Danmarks fødevarepolitik under debatten på partiscenen, hvor aktivister spurgte minister for fødevarer, landbrug, fiskeri, Rasmus Prehn, hvorfor vi overhovedet behøvede at spise kød. Veganerpartiet så hellere, at Danmark havde et langt mere plantebaseret landbrug. Landsledelsesmedlem for Veganerpartiet, Lars Corvinius Olesen, og Rasmus Prehn, stillede op til debat for at diskutere det vigtige emne.
På hovedscenen debatterede professorerne Lone Simonsen og Michael Bang Petersen med chefredaktør Rune Lykkeberg og Stinus Lindgreen (MF, Rad. V), hvordan corona-krisen kunne bruges til at forbedre samspillet mellem forskere, myndigheder, medier og politikere i fremtiden.
Om aftenen var der DM i debat fra hovedscenen, hvor Frederik Enevoldsen fra Fagbevægelsens ungdom kunne løfte pokalen i vejret, da han vandt danmarksmesterskabet i debat. Han argumenterede blandt andet for, at det offentlige ansætter færre akademikere. De seneste år er antallet af specialkonsulenter og chefkonsulenter i det offentlige steget med 275%, og i samme periode er manglen på faglærte, lærere og sygeplejersker steget næsten lige så meget.
Dagen sluttede af med solokoncert af den fabelagtige Annika Aakjær, som underholdt publikum med anekdoter fra det virkelige liv mellem sange om venskaber og knuste hjerter.
Lørdag er der igen et tætpakket program med rig mulighed for at deltage i debatter, blive inspireret og måske ligefrem blive klogere.
Se udklip fra fredagens program her: