Search

Port of Roenne A/S bliver ny hovedsponsor på Folkemødet

Som ny lokal hovedsponsor ønsker Port of Roenne A/S at støtte op om Folkemødet og den positive udvikling, som Folkemødet bidrager til på Bornholm.

Port of Roenne har tidligere fungeret som demokratipartner på Folkemødet, men nu ønsker havnen at tage skridtet videre og blive hovedsponsor på Folkemødet. Havnen i Rønne er det vigtigste knudepunkt på Bornholm, der sikrer tusindvis af borgere, beslutningstagere, græsrødder, kultur- og erhvervsliv kommer sikkert frem til Folkemødet hvert eneste år. I år hvor Folkemødet er udfordret ønsker Port of Roenne A/S i endnu højere grad at være med til at støtte og sikre Folkemødet.

Som en essentiel lokal aktør mener Port of Roenne A/S, at det er vigtigt at bakke op om Folkemødet efter et hårdt coronaår. En demokratifestival, der ikke alene bidrager positivt til vores demokrati, men også hvert år bidrager positivt til udviklingen på Bornholm.

Jesper Jürgensen, Public Affairs og kommunikationschef hos Port of Roenne A/S forklarer:

”Folkemødet er en meget vigtig aktivitet for både Danmark og Bornholm. Som den centrale havn på Bornholm ønsker vi at støtte op om det kæmpe arbejde, som Folkemødet yder for skabe en folkelig debat. I det sidste år har Folkemødet været udfordret ikke mindst på grund af COVID-19, og derfor har det i år været ekstra vigtigt for os at støtte Folkemødet. Vi har derfor valgt at udvide vores økonomiske engagement ved at blive hovedsponsor for Folkemødet”.

Aftalen indgået mellem Foreningen Folkemødet og Port of Roenne A/S er en 1-årig aftale. I Foreningen Folkemødet er man ligeledes glad for, at Rønne Havn bliver hovedsponsor på Folkemødet. Direktør Camilla Laudrup udtaler:

”Vi har gennem mange år haft et godt samarbejde med havnen i Rønne, som er en utrolig vigtig del af infrastrukturen og udviklingen på Bornholm. Derfor er vi meget glade for, at Port of Roenne A/S har valgt at bakke så markant op om Folkemødet, i et år hvor Folkemødet har særligt brug for det – og hvor borgere og beslutningstagere efter et år med corona har ekstra brug for at mødes i demokratisk dialog,” siger Camilla Laudrup, der ser frem til sammen at byde velkommen til Bornholm og Folkemødet.

2021.Dronefoto: Port of Roenne A/S & Per Frost

Fakta:

  • Udover Port of Roenne A/S er Bornfiber og Bornholmslinjen hovedsponsorer af Folkemødet.

  • Folkemødet 2021 afholdes den 17.-19. juni – i Allinge og digitalt på folkemødet.dk.

    Folkemødet følger de til enhver tid gældende myndighedsrestriktioner og anbefalinger.

  • I Allinge vil hovedscenen og 11 debatscener i åbne telte være hjertet af Folkemødet ’21 fordelt i fire sektioner på et indhegnet Folkemødeområde med udsigt over Østersøen.

  • Programmet på hovedscenen byder på partiledertaler, politiske debatter med tværgående og bred tematik, markante kulturelle indslag og ikke mindst uddeling af Dialogprisen til en folkevalgt politiker. TV2 News producerer hovedsceneprogrammet til folkemødet.dk samt dele af programmet til TV2 News. Seks af debatscenerne bliver streamet til folkemødet.dk, så alle har mulighed for at følge med fra hele landet.

  • Folkemødet i Allinge foregår inden for et indhegnet område, der er sektionsopdelt, jf. myndighedernes anbefalinger. Folkemødegæster kan booke billet til én debatscene om dagen, enten til morgenprogrammet (kl. 9-12), til middagsprogrammet (kl.13-16) eller aftenprogrammet (kl.17-22).

  • Den 12. maj kl. 10.00 åbner Folkemødet for billetbestilling på folkemødet.dk. Billetter er underlagt et mindre billetbestillingsgebyr. Billetbestillingen foregår efter først-til-mølle-princippet.

  • Alle politiske partier i Folketinget har meldt deres ankomst og deltager med events på Folkemødets scener, hvoraf en af disse bliver live-streamet på folkemødet.dk. Partier repræsenteret i Folketinget holder partiledertaler på Folkemødets hovedscene.

  • Samtidig gør DR klar til at dække Danmarks store demokratibegivenhed. Blandt andet med programmer sendt fra DR’s Folkemødescene på havnen i Allinge kan DR være med til at sikre, at Folkemødet når ud til hele Danmark. Ligeledes dækker TV2 Bornholm Folkemødet, ligesom Altinget og Politiken m.fl. deltager og dækker Folkemødet 2021.

  • Det overordnede tema for Folkemødet 2021 er ’Idéernes Folkemøde’, hvor der fokuseres på de bedste ideer til, hvordan vi genstarter vores samfund efter corona.

  • Torsdag den 17. juni kan alle folkemødearrangører også deltage med digitale, live-streamede events fra hele landet.

    Flere hundrede organisationer har tilmeldt sig som debatarrangører enten digitalt eller fysisk.