Pressemeddelelse fra Foreningen Folkemødet: En nødvendig debat
Fredag udsendte Foreningen Folkemødet et brev til arrangører om håndtering af aktivisme på Folkemødet. Folkemødet er et samskabende event med 200 scener, hvor hver arrangør har ansvar for egen scene og arrangement. Derfor har mange efterspurgt gode råd, og Folkemødet faciliterer gerne erfaringsdeling.
I Folkemødets brev til arrangørerne oplistes en række ideer til, hvordan man kan nedtrappe en eventuelt tilspidset situation indenfor lovens rammer. Listen er udarbejdet på baggrund af andre organisationers erfaringer, politiets dispositioner og Folkemødets demokratiske værdier. Guiden blev efterfølgende gennemgået og diskuteret med alle politiske partier.
Det har affødt en debat blandt arrangørerne, som vi hilser velkommen, da vi forudser en fælles udfordring, som det også er et fælles ansvar at håndtere.
Vi vil gerne slå fast at:
-
Personer og grupper, der bevidst ødelægger debatter og lukker ned for andres samtaler, ikke er velkomne på Folkemødet. Folkemødet foregår i det offentlige rum og er derfor reguleret af de love, regler og rettigheder, der gælder her.
-
Vi tager afstand fra demonstranter, der ønsker at tiltvinge sig adgang til en given scene eller et arrangement. Folkemødet har ansvaret på hovedscenen, hvor vi også har vagter. Arrangørerne har ansvaret for deres egne scener.
-
Vi opfordrer alle på Folkemødet til at deltage i den demokratiske debat indenfor aftalte spilleregler. Alle gæster bør følge anvisninger fra ordstyrere, værter og politiet. Det giver de bedste rammer for den demokratiske samtale.
Vi betragter det som Folkemødets rolle at skabe rum for at alle inddrages og for at vi kan udvikle samtalerne og derigennem styrke demokratiet. Vi ser arrangører, scener og partnere tage et stort ejerskab for Folkemødet; og de er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Tak for det!
Der er tæt på 3500 møder under Folkemødet; og der er ikke en enkelt løsning der passer til alle forhold. Vi er åbne for input til, hvad arrangører ellers kan gøre og opfordrer til at man deler erfaringer og tilgange på tværs af arrangører.
Vi inviterer alle arrangører og partnere til at kontakte sekretariatet med forslag og ideer. Vi har allerede fået en række nye forslag fra de initiativrige deltagere, som også vil blive delt. Tak for dem! Vi ser frem til at fortsætte dialogen og debatten.
Rigtig godt Folkemøde!