Søs Marie Serup har en fortid som pressechef i Venstre og som særlig rådgiver i Stats- og Finansministeriet for Lars Løkke Rasmussen. Siden 2011 har Søs Marie Serup stået i spidsen for kommunikationsvirksomheden BY SERUP og er desuden politisk kommentator og fast tilknyttet kommentator på TV2 NEWS. Ligeledes er hun ivrig folkemødedeltager og har deltaget på alle Folkemøder siden 2012.
Det glæder den genvalgte formand i Foreningen Folkemødet, Vibe Klarup, at Søs Marie Serup indtræder i bestyrelsen i Foreningen Folkemødet og fremover skal være med til at udvikle Folkemødet.
”Med Søs Marie Serup indtræder et yderst kompetent medlem i Foreningen Folkemødets bestyrelse. Hendes mangeårige erfaring inden for politisk kommunikation og rådgivning samt kendskab til Folkemødet betyder at hun er en stærk tilføjelse, der kan hjælpe Folkemødet med at udvikle sig. Jeg og den øvrige bestyrelse ser frem til samarbejdet om at skabe hele Danmarks Folkemøde,” udtaler Vibe Klarup.
Søs Marie Serup udtrykker ligeledes glæde over at kunne indtræde i bestyrelsen og ser frem til at bidrage til den videre udvikling af Folkemødet, som hun ser som en vigtig demokratisk institution:
”Det har aldrig været vigtigere at arbejde for den gode konstruktive demokratiske samtale end nu. Det er for sjældent vi træder ud af vores egne meningssiloer og mødes med et åbent sind og ægte nysgerrighed, men det sker på Folkemødet. Derfor er jeg utrolig glad for at være blevet spurgt om at bidrage til dette vigtige projekt, som jeg alle år har været stor tilhænger af,” udtaler Søs Marie Serup.
Connie Hedegaard har efter flere års indsats i Foreningens bestyrelse valgt at udtræde af bestyrelsen for at give plads til nye kræfter. Foreningen Folkemødet takker Connie Hedegaard for hendes store engagement i bestyrelsen og er glade for, at hun fremover fortsætter som medlem af Foreningen.
Efter generalforsamlingen består Foreningen Folkemødets bestyrelse nu af:
-
Vibe Klarup, formand for Rådet for Socialt Udsatte og Direktør for Hjem til Alle Alliancen (formand)
-
Olav Hesseldahl, medskaber af Ungdommens Folkemøde (næstformand)
-
Thomas Thors, borgmester i Bornholms Regionskommune
-
Bruno Månsson, advokat og indehaver af Paragraf Plus med møderet for Højesteret
-
Alfred Josefsen, bestyrelsesformand i UNICEF Danmark, foredragsholder og ledelseskonsulent
-
Søs Marie Serup, direktør i BY SERUP og politisk kommentator på TV2 News