Search

STOR INTERESSE FOR AT DELTAGE PÅ FOLKEMØDET

I sidste uge lukkede Foreningen Folkemødet for ansøgninger om stade- og bådplads på Folkemødet 2023. Foreningen melder nu om stor interesse og ansøgningstal tæt på rekordåret 2019. Samtidig deltager erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer igen, efter at have droppet deres deltagelse i 2019.


Artiklen er opdateret den 11. marts 2023.


I november måned har organisationer, fonde, partier, foreninger og virksomheder der ønskede at deltage på Folkemødet 2023 kunne søge om plads. I uge 47 lukkede Foreningen Folkemødet for ansøgningerne om fast plads og kan nu fortælle om stor interesse for at deltage på næste års demokratifestival.

Antallet af ansøgninger ligger tæt på rekordåret 2019 og markant højere end antallet for Folkemødet 2022. Det vidner om øget interesse for at deltage på hele Danmarks demokratifestival, hvor borgere og beslutningstagere mødes. En melding der skaber stor glæde hos Foreningen bag festivalen. Souschef og konstitueret direktør i Foreningen Folkemødet, Christian Bülow Beck, uddyber:

“Vi er utrolig glade for den store opbakning og interesse vi møder og som disse tal er indikator for. I 2022 afholdt vi for første gang siden corona et Folkemøde i fuld form, hvor vi fejrede demokratiet og dialogen mellem mennesker. Nu ser vi frem til et endnu større Folkemøde i 2023, hvilket er helt fantastisk. For det er netop i tider hvor fællesskabet og demokratiet er under pres, at vi skal værne om vores demokratiske værdier og dyrke samtalen.”

Landbrug & Fødevarer vender tilbage i 2024
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer deltager igen med egen scene på Folkemødet; dog først i 2024. Det er første gang siden Folkemødet 2018, hvor man i efteråret ’18 meldte ud at man droppede at deltage med egen scene på Folkemødet.

Andreas Bach Mortensen, områdedirektør for Public Affairs & Kommunikation i Landbrug & Fødevarer forklarer beslutningen om igen at deltage på Folkemødet:

”Vi ser frem til at vende tilbage til Folkemødet på Bornholm. Folkemødet er et fantastisk arrangement, som hylder demokratiet og den gode samtale. Vi glæder os til at møde danskerne og hilse på de mange nye politikere, som er blevet valgt til folketinget. Fødevareerhvervet står centralt på den politiske dagsorden og i samfundet generelt. Netop derfor er det afgørende, at vi møder op med konstruktive bud på fremtidens løsninger.”

Også i Foreningen Folkemødet glæder man sig over beslutningen fra Landbrug & Fødevarer.

“Folkemødet er mødet mellem sektorer, meninger og mennesker; derfor er det utrolig vigtigt at både store og små organisationer deltager. Så vi er meget glade for at kunne byde Landbrug & Fødevarer velkommen tilbage på Folkemødet,“ udtaler Souschef og konstitueret direktør, Christian Bülow Beck.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Joshua Tree, Folkemødet 2022

Et kæmpe puslespil
Nu går Foreningen i gang med det store puslespil det er at fordele pladserne i Allinge. Her gennemgår man alle ansøgninger og forsøger at sikre at så mange som muligt kan deltage. Pga. den store interesse er det dog ikke sikkert, at man kan få plads til alle organisationer der ønsker at deltage. Souschef og konstitueret direktør, Christian Bülow Beck, uddyber:

“Vi forsøger hvert år at udnytte arealerne i Allinge bedst muligt; men der er selvfølgelig en grænse for hvor mange telte og scener vi har plads til. Derfor kan vi ikke garantere at alle der har ansøgt, kan få en plads.”

I en eventuel udvælgelse af deltagende organisationer, prioriterer Foreningen Folkemødet bl.a. ansøgninger hvor flere organisationer er gået sammen, en bred repræsentation af brancher og emner samt ikke-kommercielle organisationer.

Man kan stadig søge om plads
Har man ikke søgt om plads inden deadline, er der fortsat mulighed for at deltage på Folkemødet 2023. Frem til den 15. januar kan man søge om tider i Folkemødets egne telte og scener. Samtidig kan små og mindre organisationer med begrænset økonomi søge om gratistider helt frem til den 1. marts.

Læs mere om mulighederne for at deltage som organisation her


Foto: Anders Beier, Folkemødet 2022

Yderligere information

  • Folkemødet afholdes for 12. gang den 15.-17. juni 2023.

  • Organisationer, foreninger mv. der har søgt om plads, får svar på deres ansøgning den 15. december.

  • Folkemødet 2023 starter torsdag kl. 11.00 med den officielle åbning på Hovedscenen og afsluttes lørdag aften klokken 02.00. Arrangører der deltager med telt, scene el.lign. på Folkemødet, skal holde åbent og afholde aktiviteter frem til kl. 18.00 lørdag aften.

  • Organisationer, foreninger el.lign. der ønsker at deltage, kan søge om privat eventsted, tid i debattelt eller på fællesscenen frem til den 15. januar.

  • Organisationer, foreninger el.lign. med begrænset økonomi kan søge om gratis tider (wildcards) på Folkemødets scener frem til den 1. marts.