Search

TIDLIGERE FOLKEMØDER

Folkemødet foregår hvert år i Allinge i uge 24.
Siden 2011, hvor Folkemødet for første gang blev afholdt, har det været en fast tradition i den politiske kalender.
Her samles borgere og beslutningstagere og dyrker den demokratiske samtale.


Folkemødet 2022 16.-19. juni

Folkemødet 2022 blev en fejring af demokratiet i strålende sol. Tusindvis af borgere og beslutningstagere mødtes under åben himmel i dialog og samtale, hvor klima, sundhed og international politik var markante temaer.

Da Folkemødet i år kom tilbage efter først en corona-aflysning i 2020 og dernæst landets største corona-tilpassede hybrid-folkemøde i 2021 blev det med 36.000 gæster i Allinge fredag, 26.000 gæster torsdag og 31.000 gæster lørdag. Hundredvis af græsrødder, organisationer, partier, foreninger, kulturliv og erhvervsliv deltog og var med til at afholde 2.500 events fordelt på 200 forskellige scener, telte og eventsteder.

2022 var også det første år med Foreningen Folkemødets og Tuborgfondets fælles projekt, Ung Agenda, der giver mulighed for at unge kan deltage i Folkemødet. Den nye Camp Ung Agenda ved Hammershus husede i 2022 800 unge gæster. Deres tilstedeværelse var tydelig både på festivalpladsen og i mange debatter.

Læs mere om Folkemødet 2022

Læs Folkemødeanalysen 2022 fra Operate

Folkemødet 2021 17.-19. juni

Folkemødet 2021 blev et corona-tilpasset Folkemøde, der genstartede samtalen efter halvandet år med corona. Det betød krav om billetbestilling, coronapas, begrænset antal publikum og en række hygiejnetiltag. På de tre dage samledes 8.000 deltagere til politisk debat i Allinge, hvor Folkemødets 11 scener var rammen for 268 debatter, hvoraf over halvdelen blev streamet til folkemødet.dk.

Knap 900.000 danskere fulgte med på TV2 News, der sendte samtlige partiledertaler, interviews med partiledere, Folkemødets åbning og afslutning samt programmet News & Co. DR bragte Folkemødet ud til hele landet på DR Radio, hvor 1.270.000 mennesker fulgte med, mens 441.000 fulgte med på tværs af programmerne ‘Deadline’ og ‘Debatten’.

Læs mere om Folkemødet 2021

Læs Folkemødeanalysen 2021 fra Operate

Folkemødet 2020

Som så mange andre festivaler landet over, blev årets Folkemøde aflyst på grund af COVID-19. Folkemødet 2020 skulle have været den tiende gang Folkemødet blev afholdt med et særligt fokus på den demokratiske samtale og øget inddragelse af gæster og borgere.

En aflysning af Folkemødet 2020 var dog ikke ensbetydende med at der ikke foregik noget i Allinge i uge 24. En række organisationer holdt fast i deres billetter til Bornholm og arrangerede mindre events. Og i Folkemødehuset præsenterede Foreningen Folkemødet et bæredygtigt partnerskab der skal sikre vaskbare og genanvendelige krus på Folkemødet 2021 og fremover.

Folkemødet 2019 13.-16. juni

Folkemødet 2019 satte igen rekord. Særligt fredag var populær og slog rekord med 45.000 besøg. - Og med 32.000 besøg om torsdagen blev der også sat ny rekord for en åbningsdag. I alt var der 114.000 besøg på Folkemødet 2020 (ny rekord). 2019 var et Folkemøde med nye tiltag, gamle kendinge og et mildest talt varieret vejr.

2019 var året, hvor vi, sammen med vores mere end 1.200 arrangører, fik sat den bæredygtige udvikling på dagsordenen. Folkemødet havde for første gang et overordnet tema; FN’s 17 Verdensmål. Omkring 70 % af alle events omhandlede ét eller flere Verdensmål.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2019

Folkemødet 2018 14.-17. juni

Med 113.000 besøg fordelt over fire dage, satte Folkemødet 2018 ny rekord. De mange deltagere fik et Folkemøde med masser af sol, godt 3.000 events, et kongeligt besøg og adskillige nyskabelser herunder syv temaområder, nye scener og rekreative områder, hvor deltagerne kunne fordøje de mange debatter og indtryk med smuk udsigt til hav og klipper. 2018 blev også året, hvor søndagsprogrammet var forandret, og Folkemødet samlede aktiviteterne om formiddagen, med et gigantisk, festligt morgenbord for 1.500 morgenmennesker som højdepunktet.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2018

Folkemødet 2017 15.-18. juni

Sammenlagt 100.000 gæster besøgte Folkemødet i 2017. Med 3.200 events og over 1.000 arrangører slog året alle rekorder. En tradition blev skabt, da Foreningen Folkemødet inviterede til aftenunderholdning hver aften på Cirkuspladsen. Lørdagens hyldestfest til demokratiet bød på overrækkelse af Folkemødets Dialogpris, Fællessang med Højskolerne, de politiske partier og Sigurd Barret, hyldesttale til Folkemødet af Rufus Gifford, koncert med The Savage Rose og et fantastisk fyrværkerishow.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2017

Folkemødet 2016 16.-19. juni

100.000 gæster besøgte Folkemødet i 2016 over de fire festivaldage, der husede 3.000 events og 854 arrangører. Lørdagen slog hidtidige besøgsrekorder, da 40.000 lagde vejen forbi. Den russiske aktivistgruppe Pussy Riot blev interviewet på Folkemødets Hovedscene. Deres besøg blev en milepæl i festivalens historie som de første store internationale debattører. Nyskabelsen Civiltinget gav helt små foreninger og organisationer en mulighed for at komme til orde på Folkemødet.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2016

Folkemødet 2015 11.-14. juni

Folkemødet 2015 trak flere gæster end nogensinde før til Allinge. 25.000 mennesker om dagen besøgte Folkemødet. Valgkampen bevirkede, at en del folketingspolitikere blev væk - til gengæld mødte kommunalpolitikere fra hele landet talstærkt op. 767 arrangører stod bag de 2724 events i det officielle program for Folkemødet 2015.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2015

Folkemødet 2014 12.-15. juni

Folkemødet 2014 slog rekord i antallet af gæster. Hele 22.000 besøgte i gennemsnit festivalen hver dag. Flere end 600 arrangører stod bag 2.141 events, der blev afholdt på festivalen for politik- og demokratiudvikling, Folkemødet 2014.

Læs Operates analyse af Folkemødet 2014

Folkemødet 2013 13.-16 juni

I 2013 blev Folkemødet etableret som en fast, festlig og folkelig del af den politiske kalender i Danmark. Med 15.000 daglige deltagere og 1.324 events blev Folkemødet 2013 større end de to forrige år til sammen. Ingen kunne være i tvivl om, at Folkemødet på Bornholm var kommet for at blive.

Folkemødet 2012 14.-17. juni

Den anden udgave af Folkemødet i Allinge blev en endnu større succes end den første. Programmet indeholdt 748 events skabt af over 280 forskellige arrangører. 32.000 mennesker deltog over fire dage. Folkemødet havde fået sit gennembrud og var allerede i sit andet leveår blevet den debatarena for politikere, organisationer, virksomheder og borgere, som det helt fra begyndelsen var målet at skabe.

Folkemødet 2011 15.-18. juni

I 2011 indbød Bornholms Regionskommune - på initiativ fra Borgmester Winni Grosbøll - til det første Folkemøde med stor spænding. Det var aldrig prøvet før i Danmark. Folkemødet 2011 oversteg alle forventninger: 10.000 mennesker deltog over de fire dage. I alt 72 partier, virksomheder, foreninger og organisationer arrangerede til sammen over 250 events.