
DIALOGPRISEN
Hvert år uddeles Dialogprisen til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet. Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst - en der ikke bare taler, men taler med os.
Du kan nu stemme til Dialogprisen 2023
Dialogprisen gives til en politiker, der:
-
Fører en åben og lyttende samtale på SoMe – også når vælgerne er kritiske.
-
Lytter og svarer vælgerne - ikke nødvendigvis forsvarer - på gaden, til debatmøder og i medierne.
-
Lytter til andre politikeres argumenter og udvikler sin politik sammen med andre partiers politikere.
-
Opsøger borgerne i deres hverdag
-
Inviterer borgere ind på rådhuset, på Christiansborg o.l.
Du kan nu afgive din stemme og være med til at bestemme, hvem der skal vinde Dialogprisen 2023, der uddeles på Folkemødet lørdag aften.
Du kan se de nominerede til årets dialogpris herunder.
Karina Vincentz, borgmester Odsherred, lokallisten Nyt Odsherred
Karina Vincent udfordrer de politiske partier på deres evne til at gå i dialog og skaber dermed en tiltrængt debat. Med et ugentligt nyhedsbrev og tilstedeværelse på de sociale medier tager hun debatten med borgerne. På den måde har hun skabt forståelse for kommunens problemer og skabt bred opbakning blandt borgerne for løsninger på svære knaster. Hun har genoprettet kommunens folkeoplysningsudvalg som et forum for dialog mellem kommunen og de folkeoplysende aktører.
Rosa Lund (MF, EL) og Alex Vanopslagh (MF, LA og partiformand)
Den umage duo er på tværs af politiske skel gået sammen i dialog om deres politiske uenigheder. De har på TikTok udfordret fordomme om hinanden på en humoristisk måde, samtidig med at de fortæller og diskuterer politik og ideologi. Gennem deres valg af medie er de ikke kun gået i dialog med hinanden, men også med unge og har henvendt sig til unge der, hvor de befinder sig.
Alex Vanopslagh besøgte/sendte blomster til borgere, der var generet af hans valgreklamer. Rosa Lund er god til at anerkende sine kolleger fra andre partier, når hun synes, de har gjort noget rigtigt.
Torsten Gejl, MF, Alt
Torsten Gejl er kendetegnet ved sit evige engagement, der får ham til at stille sig til rådighed og går i dialog med både medier, befolkningen og sine kollegaer. Torsten har under en længere periode været en enmandshær på borgen for sit parti og på samme tid formået at være en del af flere politiske aftaler, være til rådighed for pressen og kollegaer, og ikke mindst stadig værne om at være i dialog med sine vælgere.
Bjørn Brandenborg, MF (S)
Allerede før det seneste folketingsvalg prioriterede Bjørn Brandenborg den tætte dialog med lokalsamfundet på Langeland og i Svendborg. På den måde er han for alvor blevet lokalsamfundets stemme på Christiansborg. Under den seneste valgkampagne udbyggede han dialogen ved at gå fra dør til dør og tale politik på dørtrinnet med tusindvis af vælgere i sin opstillingskreds.
Morten Løkkegård, MEP, Venstre
Morten Løkkegaard udfører et utrætteligt og kontinuerligt arbejde for at udbrede kendskabet til EU og Europa-parlamentet og for at gøre det svære EU-stof tilgængeligt og relevant for borgerne. Han insisterer på det fysiske møde som det bedste grundlag for samtale. Det sker gennem talrige arrangementer, møder og samtaler – ikke mindst med unge i skoler, højskoler, uddannelsesinstitutioner m.m.
Sideløbende er han med til at udvikle en god dialog med sine politiske kolleger i parlamentet – på tværs af partier og lande.
Marie Stærke vinder Dialogprisen 2022
Folkemødets Dialogpris uddeles hvert år til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatter. Prisen blev her til aften uddelt på Folkemødet 2022 til 'Demokratiets aften' på Hovedscenen.
Det var Køges borgmester, Marie Stærke, der endte med at modtage den store hæderpris. Marie Stærke har været borgmester i Køge siden 2018, og hun vinder prisen netop fordi hun formår at være en repræsentant for borgerne i Køge, hvor alle føler, at de kender hende. Hun er en repræsentant for borgerne og tilgængelig på de sociale medier, såvel som til torvedag i byen.
Marie Stærke udtalte selv, da hun blev Køges borgmester, at hun ville sørge for en model for god dialog i kommunen. Dette kan man sandelig sige, at hun er lykkedes med, og det er også derfor, at hun ender med at vinde årets Dialogpris.
TIDLIGERE VINDERE AF DIALOGPRISEN
2021: Aaja Chemnitz Larsen
2019: Christina Krzyrosiak Hansen
2018: Jacob Mark
2017: Liselott Blixt
2016: Uffe Elbæk
2015: Ida Auken
2014: Pia Olsen Dyhr
2013: Esben Lunde Larsen
FAKTA OM DIALOGPRISEN
Folkemødets Dialogpris uddeles til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatter.
De fem nominerede er udvalgt af juryen bag Dialogprisen. Medlemmerne af juryen er: Vibe Klarup, formand i Foreningen Folkemødet, Chris Preuss, formand for DUF, Søren Kaster, direktør i Lead og Per Paludan Hansen, Formand i DFS.
Dialogprisen er skabt af Foreningen Folkemødet, Lead Agency, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdomsfællesråd (DUF).